Anmeldelse: Tom Jones: 24 Hours

Tom Jones:

24 Hours

EMI Music

Han har haft gang i karrieren i 45 år.

Han har været helt inden for i varmen. Han har været dømt ude. Han er kommet tilbage og er forsvundet lidt igen.

Med sit nye album viser Tom Jones den slags stilsikre og kvalitetsbevidste livstegn, som de fleste jævnaldrende kun kan blive misundelige over.

Ren retro

Den 68-årige waliser synger denne gang som oftest i en musikalsk ramme, der vil få de fleste til at tænke Duffy og Amy Winehouse, råbe ”ren retro”, og ikke mindst vil pladen minde fanskaren om det store maskuline brøls hitdage fra 1960’erne.

Her var han leveringsdygtig i hitsange som ”It’s Not Unusual”, ”What’s New Pussycat” og ”Thunderball” samt ”Delilah”, der alle fortsat skiller sig ud fra mængden.

Med andre ord er der trods brug af moderne indspilningsteknologi tale om en pladeproduktion, der får en til at tænke på gamle dages analoge produktionsapparat, mens dusinet af sange er præget af soulens swingende sjæl.

Bono-sang

Ét blikfang er ”Sugar Daddy”.

Det er skrevet af Bono og The Edge fra U2 og fremhæver i et let rustent arrangement Mr. Jones som en skikkelse, der er mere daddy cool end sukkersød.

Et andet vigtigt moment er sangerens veludførte, alvorstunge coverversion af Bruce Springsteens ”The Hitter”, oprindeligt fra albummet ”Devils & Dust”.

Alvor og selverkendelse præger også et par af de numre, som Tom Jones selv har været med til at skrive, ”Seasons” og ”The Road”.

Sangerpondus

I disse sange, der virkelig udstiller, at hovedpersonen stadig besidder sangerpondus, kan man forstå på de sætninger, der viser sig, at karrieren har været præget af fejl, mangler og svigt af de nærmeste.

De mest underholdende momenter på albummet er uden tvivl der, hvor tempoet skrues i vejret.

Det sker råt og enkelt på coverversionen af ”I’m Alive”, der selvfølgelig indleder albummet for at få slået fast, at 45 år i musikmiljøet ikke har gjort Tom Jones til noget ringvrag.

Hjerteknuseren

”If He Should Ever Leave You” er Tom Jones som hjerteknuseren, der i årtier har fået både unge og ældre til at smide trusser op på scenen, mens ”Feels Like Music” er den midaldrende musiker, når han lyder allermest, som om han har manpower til at tage endnu en tørn nede i kulminen.

På ”In Style And Rhythm” er retrostilen mindre fremherskende til fordel for et mere moderniseret og digitalt danseudtryk, som man med fornøjelse fandt på Jones’ populære album fra 1999, ”Reload”.

Det nye af slagsen kan næsten matche dette højdepunkt af nyere dato i Tom Jones’ karriere.