Tom Jones (Store Vega, København)

Store Vega, København

TOM JONES

Onsdag

Netop som man tror, Tom Jones er en færdig mand i en rasende omskiftelig showbiz-verden, så vender charmøren tilbage og vinder både nyt og gammelt publikum ved at tage dramatiske chancer.

I 1988 genindtog han sin plads i manegen med en funky og saftig udgave af Prince-hittet ”Kiss” i et samarbejde med den dengang hippe gruppe Art of Noise. Og i 1999 var han retur på alverdens hitlister med ”Reload”-albummet, hvor han brølede herlige duetter med yngre navne som The Cardigans, Robbie Williams og Cerys Matthews fra Catatonia.

Tom Jones er en mester i at holde sig oven vande karrieremæssigt. Men det seneste album viser også, at han ikke kan gå på vandet. Hans egen pladeboss afskrev ”Praise & Blame” som en ”syg joke” – og man forstår faktisk manden. Dér stod selskabet med en plade, hvor den walisiske tyr var gået i kirke: Et bund-autentisk og traditionelt gospel/soul/blues-abum, der er totalt blottet for forsøg på at gå i dialog med tidens toneklang. Og som altså ikke for alvor har katapulteret sangeren tilbage i toppen af hitlisterne.

Teflon og tårer

Men Tom Jones er i hvert fald returneret til scenerne, og onsdag aften gjaldt det en nogenlunde intim koncert i Store Vega i hovedstaden.

”Det er som at begynde forfra og spille på de små steder i Wales igen,” bemærkede Tom Jones med en blanding af ægte afslappet nærvær og velkendt teflon-showbiz-facade. Man ved aldrig helt, hvor man har ham, og det er selvfølgelig en del af mandens legendariske karisma. Som da han gav den helt fabelagtige ballade ”If I Give my Soul” (af Billy Joe Shaver) og forklarede: ”Jeg kan forholde mig til fyren i sangen. Han drikker for meget og svigter kone og barn. Det kunne være sket for mig. Men jeg har heldigvis levet et clean liv”. Latter. Tom Jones har nok været gift med den samme kvinde i 53 år, men han har også et barn uden for ægteskabet og har været en notorisk udsvævende levemand. Nu er han altså vendt hjem til Jesus og en stribe gode gammeldags gospel/blues-sange fulde af anger og anfægtelser. Selv om det har en indbygget komik, når vi nu har at gøre med skørtejægeren og trussetyven, så fungerer det faktisk bravt og bevægende rent musikalsk. Live overstråler musikken endda plade-versionen. Torden-røsten ruller fortsat upåklageligt, og Tom Jones og band manøvrerer hjemmevant i et organisk univers, der er 100 procent økologisk og håndlavet.

Toms gospel-hytte

Syndfloden buldrer og bruser smukt i ”Didn't it Rain”, der i Vega blev leveret fedt swingende og med tårnhøj løftet gospel-pegefinger. Samme kulørte kirke-fest emmede ud af ”Don't Knock”, der genopliver 50'er-bluesrock.

Efter gennemgangen af det nye album, satte sangeren lige trumf på med et par af sine største hits, der passede fint ind i retro-konceptet: ”It's Not Unusual” og ”Green, Green Grass of Home”.

Efter 46 år med masser af musikalsk spin og spekulation bevarer man trods alt illusionen om, at den evigt ungdommelige Wales-knægt har fødderne plantet dybt i herrens mark. Som han er citeret for i biografien ”Tom Jones – et nærbillede”: ”Min stemme er en Guds gave, det er jeg altid opmærksom på og taknemmelig for.”

Den både myndige og sjælfulde røst lyder fortsat uberørt af tidens slid.

Måske er det et mirakel.

I