Tindersticks (DR Koncerthuset)

DR Koncerthuset,

Koncertsalen, Ørestad:

Tindersticks

Lørdag aften

»Jeg troede ikke, at han ville lade instrumenterne spille så stor en rolle.«

Bemærkningen faldt mellem to tilhørere på vej ud fra Koncerthuset. "Han" var Stuart Staples. Instrumenterne var blevet betjent af hans fem akkompagnatører.

Det engelske band Tindersticks har i snart 20 år vakt opmærksomhed med ham som forsanger og central personlighed. Det vil sige: For seks-syv år siden gjorde Stuart Staples et halvhjertet forsøg på at gå solo, men det lød som et ekko af Tindersticks. Siden 2006 har Tindersticks udsendt tre comeback-album, og denne anmelder oplever, at det nuværende band fortsat lyder som et ekko. Det er ikke Koncerthusets skyld. Dér er akustikken udmærket.

De er ikke et band, som de var. Ikke den homogene enhed, der bestod af bl.a. violinisten Dickon Hincliffe, som udgjorde et ligeværdigt modspil til Stuart Staples. I dag er de en solist med udmærkede fem musikere omkring sig.

Som tændstikker på scenen

Scenen i DR’s fine sal var kæmpestor. Andre små bands formår sagtens at fylde den ud, men man kunne godt 8 have ønsket sit lidt mere trange forhold til den intime og spinke musik og kun to af seks aktører, der gjorde en smule bevægelser. Der var rigeligt med luft omkring dem og mellem dem. Masser af plads til symfonikere og kor, men sådanne var ikke en del af arrangementet.

Meget kunne være gjort for det visuelle udtryk med et bagtæppe eller en kulisse, eventuelt et knap så minimalistisk lysshow.

Musikalsk kunne man til gengæld sagtens skære yderligere ind - som ovenfor nævnte tilhører antydede. Et orgel og en guitar blødt omkring Stuart Staples’ dybe fløjsrøst - og intet andet - ville måske være en forfriskende fornyelse?

I hvert fald var aftenens højdepunkter de lavmælte og intense "Cherry Blossoms" og "Don’t Ever Get 8 Tired".

I modsat retning gik bl.a. "Chocolate" fra det nye album, "The Something Rain", undtagelsesvist i øvrigt med keyboardspilleren David Boulters som vokalist - måske lige lovligt hektisk, men med indbygget dynamik og drama, som live fik endnu mere effekt end på plade og blev bygget op til et kontrolleret infernalsk klimaks.

Undergrund og elegance

I enkelte øjeblikke ramtes et punkt mellem undergrund og elegance, som - også i kraft af saxofonisten Terry Edwards - medvirkede til at give en glimtvis forbløffende lighed med Roxy Music.

Når man går til en koncert med et så etableret band, er det med en vis forventning. Men det dybe, det bævende, det dvælende, der før har været blandt Tindersticks’ stærke sider, var langt borte. De synes ikke længere at gå efter det sublime, snarere at søge efter det basale og det oprindelige i musikken. Lidt som The Beatles, da deres karriere var tæt på slut. Uden sammenligning i øvrigt.