Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6 stjerner.
Artiklens emner:

Tina Dickow og Steffen Brandt (Roskilde-Hallerne)

To af dansk musiks kommercielle giganter har slået sig sammen, og Steffen Brandt og Tina Dickow synger så selv verdens ulykkeligste mand må live lidt op.

Tina Dickow og Steffen Brandt

Roskilde-Hallerne, Roskilde

Fredag aften

Der har været fulde huse på landets spillesteder til den igangværende turné med Steffen Brandt fra TV-2 og Tina Dickow, og det er forudsigeligt.

Rent kommercielt har vi at gøre med to af dansk pop/rocks sangskriver-giganter, og det aldersmæssige spænd på 24 år gør koncerterne til samlingspunkt for et broget publikum. I Roskilde-Hallerne kunne den unge gymnasiepige meget vel udbryde; ”der går min klasselærer” – og begge generationer fik musik, de kunne relatere til.

Kontrasternes triumf

Brandt/Dickow er en kontrasternes triumf med den blonde, usentimentale sangerinde flankeret af den lunefulde og satiriske gamle ræv: Kvinde/mand, ung/ældre, syngende på engelsk/dansk og med hver sin angrebsvinkel på den slidstærke sang. Det er en match udtænkt i syvende pophimmel, og det er tydeligt, at hovedpersonerne trives med frikvarteret.

Samarbejdet har fundet sporadisk sted i de senere år, og konstellationen viste sig f.eks. uhyre effektiv i netop Roskilde sidste sommer. Her inviterede 31-årige Tina Dickow den 55-årige Steffen Brandt på scenen til sangerindens koncert på Roskilde Festivalens største scene. Det udløste bevæget fællessang på pladsen, da duoen gav en fordansket version af Leonard Cohens ”Hallelujah”.

Nedskudte drømme

På Bededag tilbage i byen ville det have været noget nær en skandale, hvis den sang var blevet glemt. De 900 bænkede gæster i Roskilde-Hallerne blev ikke snydt, og Cohens trodsige og desillusionerede salme er ikke langt fra hverken Brandts eller Dickows sangskriver-dagsorden.

Som sangerinden bemærkede kredser begge om længsler, drømme og forventninger, der ikke altid indfries, og hun illustrerede det selv med sin vel nok bedste sang ”Room With a View”. Dynamikken mellem de to århusianere gnistrede dog især i TV-2-sange med bremsen slået i, så fokus faldt på det fine lyriske indhold: Bl.a. ”Alt hvad hun ville var at danse”, ”Fald min engel” og ”Randers Station”.

Samtidig brillerede Brandt med nyskrevne, dansksprogede vers til flere af Dickows sange. Da Brandt for en stund sad solo på scenen var det dog også et fingerpeg om, at TV-2-sangeren ikke skal fyre sit band – og navnlig ikke guitar-virtuos Hans Erik Lerchenfeld.

Skal det derimod være akustisk, tilbagelænet og helt uden tomme show-kalorier, finder Brandt næppe nogen mere passende partner at alliere sig med end Tina Dickow.

Brandt og Dickow

  • Steffen Brandt og Tina Dickow har været på en Danmarksturné, som i disse dage ender i Koncerthuset i København 10. maj og i Musikhuset i Århus den 11. maj

Niels Skousen: Lyt til din coach

29-03-2010: Den erfarne sanger og sangskriver magter på sit nye, stærke album "Lyt til din coach" at betragte verden på afstand og bringe lytterne tæt på med præcise, poetiske tekster.

Læs artikel

John Mayer (Forum, Frederiksberg)

31-05-2010: Der var ingen spor af verbal skandale, da John Mayer spillede i Forum. Desværre. Det kunne ellers have livet op på den musikalske tomgang.

Læs artikel

C.V. Jørgensen (Scandinavian Congress Center)

15-05-2010: C.V. Jørgensen var i fin form i Århus, men matchede ikke sidste års festuge-shows.

Læs artikel

Harper Simon: Harper Simon

01-04-2010: Harper Simon har været længe undervejs med sit debutalbum.

Læs artikel

Tina Dickow: The Road To Gävle; Søs Fenger: Stjernenat

01-12-2009: Tina Dickow træder vande i velkendt farvand - med stensikker stilsans. Søs Fenger satser bestemt heller ikke hele genbrugsbutikken på nyt album.

Læs artikel
Nyt om rock
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
Nyt om Steffen Brandt
Loading...