Anmeldelse: Tim Christensen and the Damn Crystals (Viften, Rødovre)

Viften, Rødovre:

Tim Christensen and the Damn Crystals

Torsdag

Det virker som om, Tim Christensen har givet sig selv en så syngende lussing, at det har løftet ham brat ud af den Beatles-besatte tudeballade-rille, han så småt begyndte at køre fast i, da solokarrieren tog fart for 12 år siden.

Det seneste album, ”Tim Christensen and the Damn Crystals”, virker i hvert fald som en frisk begyndelse for den 37-årige romantiske rocker, efter at han i en halv tilværelse har gjort tro musik-tjeneste for nationen.

Først som elektrisk højspændt oversætter af amerikansk grunge i sit virtuose danske band Dizzy Mizz Lizzy, som i 2010 ganske forudsigeligt spillede sit genforeningskort. Og efter Dizzy Mizz Lizzy gik Tim Christensen solo som usvigelig hit-leverandør af stormelodiske og nuttede syng-med-ballader, som selv Celine Dion ikke kunne stå for: Hun snuppede og versionerede ”Right Next to the Right One”.

Det hvide album-snit

Efter devisen ”You've Got to Hide Your Love Away” har Tim Christensen for en stund nedtonet sin forgudelse af Lennon/McCartney, og sammen med bandet The Damn Crystals undgår han stort set over et helt album at blive suget ned i tryg overgivelse til den tårepersende flods forræderiske understrømme.

At albummet ”Tim Christensen and the Damn Crystals” så efter alt at dømme viser sig at være mindre hit-potent end en forgænger som ”Honeyburst”, det er selvfølgelig eksperimentets pris.

Men der var da udsolgt, da sangeren torsdag aften åbnede sin turné på spillestedet Viften i Rødovre.

Det begyndte lovende og livligt med flere nye numre, hvoraf ”Happy Ever After” fornemt eksponerede Christensens nye elastiske vekslen mellem at spille med rockmusklerne og løsne op for den stramme struktur.

Han hilste bagefter på det københavnske forstads-publikum med en bemærkning om, at det var godt at være tilbage lige der, hvor han engang i fortiden rendte rundt og borede knallerter. Og at aftenen skulle byde på ”nyt, gammelt – og så skal vi fyre den af”.

Nostalgisk os

Det løfte holdt han sandelig, og man kunne næsten lugte den ramme os af benzin fra den borede knallert, da bandet genoplivede den gamle Dizzy Mizz Lizzy-slagsang ”Love is a Loser's Game”.

Den omarrangeret udgave gik dog undervejs grueligt galt for det ellers så velspillende ensemble, og man kan ikke udelukke, at det resulterede i en efterfølgende søvnløs nat for kontrol-kongen Christensen.

En fladtrådt pligt-ballade som ”Superior” havde dog en omvendt søvndyssende effekt på denne lytter, og det kan undre, at denne banale og gumpetunge sang-bagatel får lov til at overleve på Tim Christensens sætliste.

Men beskyld ham ikke for arrogant at ignorere godt gennem-suttede greatest-bolsjer.

Det blev både til genhør med ”Hard to Make You Mine”, ”Secrets on Parade” og den sødladne ”How Far You Go”. Sidstnævnte mindede om en pligt-tur i trædemøllen, mens f.eks. ”Jump the Gun” i den grad tålte endnu en energisk tur i manegen.

Held i spil

I den følsomt akustiske afdeling var det faktisk den nye ”Never Be One Until We're Two” der med afmålt modenhed stod distancen bedst. Og den ligeledes nye ”The Damn Crystals” blev en anden hovedattraktion.

En af sangskriverens mange beretninger fra parforholds-frustrationens frontlinje. Her bydes ikke på universelt nyt eller stor digterkunst, men Christensens hang til romantiske floskler viger til fordel for stærk indlevelse og salt hjerteblod.

Man har indtryk af, at han ikke har haft held i kærlighed. Men her har han og den trofaste væbner Lars Skjærbæk i hvert fald held i guitarspillet.

De foldede det ud i en langstrakt og omskiftelig progrock-opvisning, der blinkede krystalklart - og som smukt spaltede musikkens nuancer med temposkift og skønne melodiske bas-figurer.

Kald bare den nye stil for Tim Lizzy.