Anmeldelse: Tim Christensen and The Damn Crystals

Rock-cd

Tim Christensen and The Damn Crystals:

Tim Christensen and The Damn Crystals

Mermaid Records

Gendannelsen af Dizzy Mizz Lizzy sidder tilsyneladende stadig i Tim Christensen.

Skal man dømme efter lyden på det aktuelle album - Tim Christensens fjerde i eget navn - har sidste års mere end 50 svært succesfulde koncerter med Dizzy Mizz Lizzy sat sit præg på sangskrivningen.

Der er ikke meget ”Right Next To The Right One” på denne plade, hvor Tim Christensen ganske befriende har bevæget sig væk fra de svulstige ballader, som har fyldt alt for meget på flere af hans tidligere album.

Nu er Tim Christensen tilbage som rocksanger. Lyt blot til førstesinglen ”Surprise Me”, hvor han overrasker med kradse guitarriff og tørt trommespil, eller det næsten 11 minutter lange åbningsnummer ”The Damn Crystals”, som sanger og band holder levende med spændende mellemspil og temposkift.

Udfordrer sig selv

Tim Christensen er ikke alene perfektionist, han er også lidt af en kontrolfreak.

På det seneste har han imidlertid arbejdet sig ud af kontrol på scenen og i studiet. Med et minimum af forberedelse åbnede han og irske Gemma Hayes tidligere på året Aarhus Festuge i Arne Jacobsens rådhussal, og i tilblivelsen af det aktuelle album har Tim Christensen udfordret sig selv ved at invitere sit band The Damn Cystals med i den kreative proces.

Lars Skjærbæk (guitar), Søren Koch (bas), Christoffer Møller (keyboard) og Jesper Lind (trommer) har alle været med til at arrangere musikken, og selvom de gode melodier fortsat bygger på Tim Christensens overbevisende håndværk, har den nye arbejdsmetode resulteret i en løsere produktion, som holder kedsomheden på afstand.

Og der skal ikke så meget til; rytmeboksen på ”I'll Let You Know” og den løbske guitarstøj på ”Wiser” gør musikken mindre forudsigelig, end det var tilfældet på sangskriverens tidligere plader.

Plads til ballade

Under åbningen af Aarhus Festuge præsenterede Tim Christensen den nye ballade ”Never Be One Until We're Two”, som på det tidspunkt endnu ikke var sikret en plads på sangerens fjerde album i eget navn.

Afsenderen var i tvivl om, hvorvidt det følsomme indslag passede ind blandt rocksangene.

Balladen kom med på pladen. Den fungerer som albummets finale, og selvom der er tale om et noget fortænkt og let klæbrigt nummer, så klæder det faktisk helheden. Efter 40 minutter med fyldig og ligefrem rocklyd glider også dette indslag ned.