Artiklens emner:

Guld til Helmig på én dag

Thomas Helmigs nye album ”Tommy Boy” har trods dårlige anmeldelser solgt til en guldplade efter en enkelt dag i handlen.

Den århusianske sanger og sangskriver Thomas Helmig har efter en enkelt dag modtaget en guldplade for 15.000 solgte eksemplarer af sit nye album ”Tommy Boy”, som dog har fået en hård medfart af landets anmeldere.

Thomas Helmigs netop udgivne 14. studiealbum bliver tildelt mellem to og fire stjerner i landets store dagblade.

Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo er langt fra begejstret. Under overskriften ”Håbløs Helmig” har anmelderen kun to af seks mulige stjerner til over for albummet.

»?hvor ville det være befriende, hvis Helmig vovede sig ud over teenagetonerne og måske endda viste nogle af de skyggesider, som selv en evigt frejdig popdreng må indeholde,« skriver Thomas Treo, der opfordrer den århusianske sanger til at blive voksen.

»De 46 minutter er jydefunky, som bestod rytmesektionen af Anders Fogh Rasmussen og Bjarne Riis i gips, og mens de stivbenede skæringer stavrer mod den hvinende fanskares åbne arme, må vi andre nøjes med at håbe, at Helmig på et tidspunkt mander sig op til at lave ”Tommy Man”.«

Velkommen til Medina


I Morgenavisen Jyllands-Posten tildeler Anders Houmøller Thomsen albummet tre af seks mulige stjerner.

Anmelderen hæfter sig bl.a. ved nummeret ”100 dage”, der er indspillet som duet med electronica-stjernen Medina.

»Det 26-årige nye stjerneskud har stået for årets landeplage med "Kun for mig", og Helmig/Medina-samarbejdet er musikalsk en alt for tyk parafrase over netop "Kun for mig".

Som popnummer er det o.k., men Helmig burde ikke halse efter øjeblikkets syntetiske diskoteks-trends, og når man dertil lægger den alt for kække albumtitel, "Tommy Boy", klinger det af en Helmig i fuld gang med at forråde sine rødder,« skriver anmelderen.

Han kan lide flere af sangene, men finder dog albummet uhomogent.

»Som konceptalbum får "Tommy Boy" ikke i overbevisende grad musik fra seks årtier til at hænge sammen - og det når ikke i dybden med temaet, der peger i retning af den gådefulde manipulation af sanserne, der hører med til at blive voksen.«

Møghamrende irriterende


Berlingske Tidendes anmelder Thomas Søie Hansen hæfter sig også ved duetten med Medina.

»En musikalsk blanding af Safri Duo og Modern Talking tilsat en gæsteoptræden fra tidens mest diskotek- og radiohotte popprinsesse ( Medina, forstås). Således er formularen for Thomas Helmigs seneste hit, ”100 Dage”, som på en og samme gang er umulig at få ud af ørene og møghamrende irriterende.«

Også han giver tre af seks mulige stjerner.

» Rigtig overbevisende bliver det aldrig. Der er flere ansatser til noget interessant, men mestendels ender det med gedigne stiløvelser fremført med Helmigs helt eget glimt i øje og pen. Men så er det også sagt og skrevet.«

Banalt og hvad så?


Politikens anmelder Erik Jensen giver albummet fire af seks mulige hjerter og roser Thomas Helmig for at udfordre sig selv ved at lade musikken stikke i mange forskellige retninger.

Anmelderen glæder sig over den »mundrette, begavede poesi«, men bryder sig ikke om alle albummets indslag.

»Sjovt nok går det først for alvor galt, da Thomas Helmig i den gruopvækkende ”Daddy venter” springer ud som mediekritiker med en - talt! - svada mod reality-tv.

Med den forudsigelige konklusion: »De danser og tager stoffer/udstiller rub og stub/lidt ligesom 60'erne bare uden håb«. Befriende og velkomment med noget så sjældent som holdninger i moderne dansk musik. Men måske kunne de formuleres lidt mere subtilt? Langt bedre går det, når Thomas Helmig med lige så stærkt engagement kaster sig ud i kønskampen på den mørkt rullende ”Fri mand”, spadserer ”Ned ad Nørrebrogade” i funky takt eller kaster sig ud på diskoteksgulvet i den stramme og faktisk rørende ”Outsider” til en »bortfløjen« datter.

Det vil virke banalt for mange og hvad så? Banaliteter har det med at være sande, nærværende og konkrete. Som livet og kærligheden og Thomas Helmig.«

Thomas Helmig giver koncert i NRGi Arena i Århus torsdag den 26. februar 2010. Hans "Tommy Tour" begynder den 11. februar i Kolding Teater.

Hovedpointer

Selv om anmeldelserne hovedsageligt er landet et sted mellem lunken og dårlig, har pladekøberne allerede på førstedagen skaffet ”Tommy Boy” en guldplade.

Thomas Helmig beskyldes bl.a. for at halse efter øjeblikkets syntetiske diskoteks-trends.

Thomas Helmig: Tommy Boy

02-11-2009: Thomas Helmig både bejler til - og sviner - nutidens unge på et ambitiøst konceptalbum. Det vil en hel masse, men kommer kun halvvejs i mål.

Læs artikel

Saybia-sanger udgiver smertefuld debut

23-08-2010: Søren Huss er klar med en smertefuld solodebut, der omhandler hans kærestes tragiske død. Læs artikel

Thomas Helmig (Bøgescenerne)

05-08-2010: Popstjernen Thomas Helmig blev afbrudt midt i stort hit, da komikeren Frank Hvam sprang ind på scenen i en optagelse til den kommende film ”Klovn”.

Læs artikel

Kim Larsen: Mine damer og herrer

02-05-2010: Kim Larsen rider på rutine, kæpheste og letkøbt satire på nyt album. Indignationen og inspirationen gnistrer, men udspillet rummer også frustrerende lavpunkter.

Læs artikel

Rasmus Nøhr, Troels Abrahamsen, The Floor Is Made Of Lava og Sterling

14-03-2010: Rasmus Nøhrs druktur giver ikke poetisk bonus, og Troels Abrahamsen burde have benyttet sig af nogle poppede iørefaldende bogstaver.

Læs artikel
Nyt om pop
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
Nyt om Thomas Helmig
Loading...