Thomas Helmig: Tommy Boy

Thomas Helmig:

Tommy Boy

Sony Music

Udkommer i dag

Thomas Helmig er iscenesat som ungdommelig cyber-karikatur på coveret af det nye album, som i bekymrende grad kan forveksles med en kikset dance- udgivelse fra begyndelsen af 1990'erne.

Det afspejler heldigvis ikke indholdet, men Thomas Helmig gør faktisk på to skæringer et temmelig forceret forsøg på at være ung med de yngste.

Dels med den beat-retlinjede ”Outsider”, der summer af masser af robot-effekt på vokalen. Og dels i duetten ”100 dage”, hvor han er i selskab med den electronica-hippe Medina.

Det 26-årige nye stjerneskud har stået for årets landeplage med ”Kun for mig”, og Helmig/Medina-samarbejdet er musikalsk en alt for tyk parafrase over netop ”Kun for mig”.

Som popnummer er det o.k., men Helmig burde ikke halse efter øjeblikkets syntetiske diskoteks-trends, og når man dertil lægger den alt for kække albumtitel, ”Tommy Boy”, klinger det af en Helmig i fuld gang med at forråde sine rødder.

Er daddy cool?

Andre dele af albummet render dog i stik modsat retning.

Med ”Daddy venter” falder der en over nakken til narcissistiske unge med tomme reality-forhåbninger - og til tidsåndens brutale udnyttelse af svage sjæles skrøbelige drømme: »De danser og tager stoffer og udstiller rub og stub, lidt lige som i 60'erne, bare uden håb«, lyder det bedstefar-bittert fra sangeren.

Det er dog ikke så meget rønnebærrene, der er sure, som der er tale om følsom solidaritet med sangskriverens egne børn. Så trods den lidt selvsmagende bedreviden, er den godkendt her fra.

Barndommens gadefest

Det samme gælder så absolut den storcharmerende og sjælfulde doo-wop i ”Mit hjerte længes”, der indleder albummet.

Pladens bedste nummer, hvor Thomas-drengen helt og aldeles vender ryggen til al modernitet og genopliver barndommens magi og længslen efter samme.

Der er også slidstærkt håndværk og indlevelse i den Motown-udblæste og modent romantiske ”Din røde kjole” (»jeg ved vi ind imellem er lige lovlig hr. og fru/ men du har aldrig været smukkere end nu«). Og der er svimle drømmesyner og uskylds-skønne 60'er-vibrationer i ”Drømmer / Glemmer”, der lyder som et forsøg på at rette et spørgsmålstegn ud.

Uhomogent

Det skulle af ovenstående gerne fremgå, at det nye album så afgjort er Thomas Helmigs mest afvekslende til dato.

Men det er uhomogent og langt fra så vellykket som forgængeren ”Helmig herfra”.

Som konceptalbum får ”Tommy Boy” ikke i overbevisende grad musik fra seks årtier til at hænge sammen - og det når ikke i dybden med temaet, der peger i retning af den gådefulde manipulation af sanserne, der hører med til at blive voksen.

Men midt i den ujævne stilforvirring finder man en række Helmig-sange, der holder niveauet.

Pop-veteranen fortjener rygklap for at ville videre -- og for sin pletvis lyriske vilje - men han kommer kun halvvejs i mål på det flagrende nye album.