Anmeldelse: The White Stripes: Under Great White Northern Lights (film); The Dead Weather (Store Vega)

The White Stripes: Under Great White Northern Lights (Dokumentarfilm)

USA, 2009

Instruktion: Emmett Malloy

1 time 33 min.

Blev vist torsdag aften ved dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX

Store Vega, København:

The Dead Weather

Torsdag aften

Jack White kom, klædt i black.

Den 34-årige amerikanske musiker var i København for at præsentere en dokumentarfilm om hans mest berømte af tre bands, The White Stripes. Bagefter skulle han videre til spillestedet Store Vega for at optræde med sin kvartet The Dead Weather.

I november-nummeret af det respekterede britiske rockmagasin Uncut bliver Jack White udråbt til årtiets mand - man of the decade.

Baggrunden er, at han er hovedperson på intet mindre end otte af de 150 album, som magasinet fremhæver som årtiets væsentligste. Endnu mere imponerende er det, at Uncut gør The White Stripes' 2001-album, ”White Blood Cells”, til de seneste 10 års bedste - bl.a. foran et par plader med Bob Dylan.

Man kan sagtens sætte spørgsmålstegn ved, om hitlisten er retvisende. Men der er ingen tvivl om, at Jack White er en af årtiets vigtigste musikpersonligheder, da han har været hovedperson på en række skelsættende plader og har betydet meget for måden at indspille, sælge og tænke på rockmusik.

På turné i Canada

Han hylder f.eks. princippet om at indspille en plade på få dage, hvor det i en lang periode var reglen at tilbringe måneder i studiet. Han er også dybt involveret i, hvordan hans grupper bliver præsenteret og solgt. Blandt meget andet er det et dogme at udgive singler og album på vinyl, og han søger gerne uden for de sædvanlige ruter for turneer.

I dokumentarfilmen er The White Stripes på turné til en række mindre canadiske byer, der normalt ikke får besøg af verdensstjerner. Men Jack White og trommeslager Meg White gør mere end blot at optræde på spillestederne. De tager før koncerterne ud for at tale med og spille for såvel unge som gamle.

Den fremgangsmåde siger en hel del om, at The White Stripes på trods af stjernestatus ikke er bange for at bevæge sig uden for den professionelle sfære, som mange kolleger nøjes med.

Dokumentarfilmen giver også indblik i, hvordan duoen fungerer. Umiddelbart skulle man mene, at Jack White som sangskriver, sanger, guitarist og alt muligt andet kunne gå ud i morgen for at finde en anden trommeslager. Meg White laver jo ikke andet (!?) end at slå på trommer, og hun erkender sågar, at hun ikke altid er god til det.

Sjæl og sårbarhed

Efterhånden som filmen skrider frem, forstår man dog, at Meg Whites stilfærdige måde at være til stede, tale og tænke på giver The White Stripes sjæl, sårbarhed og en kunstnerisk balance, der er unik. Derfor ville duoen ikke kunne fungere uden hende, og med filmens følsomme afslutning kan man ikke undgå at sidde tilbage med en frygt for, at hun en dag ikke længere magter at være med.

Måske har Jack White for flere år siden erkendt, at den dynamiske duo ikke vil vare for evigt. I hvert fald er hans to rockkvartetter, The Raconteurs og senest The Dead Weather, ikke traditionelle sideprojekter. Begge foretagender kan gå under den klichéfyldte betegnelse supergrupper, da alle medlemmer har status i forhold til både Jack White og publikum.

Mere frigjorte

At det forholder sig sådan, blev slået fast under Dead Weathers imponerende optræden i Store Vega. For selv om Jack White, der mest sad ved trommesættet, tydeligvis var lederskikkelsen, fremstod guitarist Dean Fertita, bassist Jack Lawrence og sangerinden Alison Mosshart som alt andet end statister.

Især Mosshart, der kommer fra duoen The Kills, brændte igennem med en rå, udadvendt optræden, der fik én til at tænke på Iggy Pop og Joan Jett.

I forhold til den koncert, som jeg overværede i London tidligere på året, var de fire bedre sammenspillede og mere frigjorte, og med udgangspunkt i gruppens femstjernede debutalbum kunne de uden problemer veksle mellem sumpet blues, hård rock, elektroniske elementer og punkagtige udtryk.

Eneste problem var, at Jack White og co. kun havde ét album at komme med. Dermed blev de for at kunne fylde mere end en time ud nødt til at opfinde ekstramateriale og til tider præstere for lange soli.

Det ved kun White

Men det var sammenlagt kun en halv snes minutter, at oplevelsen ikke var optimal. I over en time fik man mere end rigeligt med bevisførelse for, at Dead Weather skal betragtes som et af 2009's stærkeste rockbands.

Om det så betyder, at kvartetten kommer til at bestå i flere år, ved kun Jack White.

Denne anmeldelse står også på siderne 18 og 19 i Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag den 7. november. På grund af en teknisk fejl er en linje øverst i anden, næstsidste og sidste spalte desværre røget ud i avisudgaven.