Anmeldelse: The Smiths: Complete

The Smiths:

Complete

Bokssæt med 8 album på lp og cd, 25 singler på vinyl og 1 dvd med musikvideoer

Rhino/Warner Music

To unge mennesker mødes, og sød musik opstår. Forholdet varer i få hektiske år. Så går den ene, og det kan den forladte ikke tilgive.

Det er historien om The Smiths, og lad os indtil videre glemme, at der var yderligere to musikere i den britiske gruppe.

Det var i 1987, den stilskabende guitarist Johnny Marr forlod sin makker, den unikke sanger og sangskriver Morrissey.

Johnny Marr havde, som han senere udtrykte det, bare brug for en regulær pause i form af en ferie. Den havde han i alt for lang tid ikke kunnet få, og til sidst blev han nødt til at gøre sig fri af alle de forpligtelser, som fulgte med at være en af hovedpersonerne i The Smiths.

»Jeg fortrød det aldrig. Det var tid til at komme videre,« har Marr sagt om sit exit.

Han har siden optrådt i alle mulige sammenhænge, men han har aldrig fået den samme opmærksomhed og respekt som med The Smiths, der i specielt hjemlandet hittede med alle studiealbum og opnåede succes på hitlisten med en lang række af de mange singler, der blev udsendt med få måneders mellemrum.

Millioner af dollar for et comeback

Få måneder efter, at gruppens opløsning var blevet deklameret af de britiske musikmedier, udgav Morrissey sit første album i eget navn.

Han har været solist lige siden, og så sent som i juli optrådte han i Danmark med en blanding af solomateriale og numre fra The Smiths-tiden.

Men Morrissey bliver aldrig The Smiths, som koncertarrangører i USA og Europa og fans over hele verden gerne ser samlet. Der har alene inden for de seneste fem år været rapporteret om tilbud på 5 mio. dollar for én festivalkoncert, 40 mio. pund for en turné og 75 mio. dollar for en turné.

Men det er aldrig blevet til mere end rygterne, og spørgsmålet er, om det nogensinde sker, at The Smiths kommer til at genopstå på en scene.

Morrissey er utallige gange blevet konfronteret med andres ønsker om en turné med The Smiths. Engang svarede han efter sigende, at han hellere ville æde sine egne testikler end gendanne The Smiths.

Til gengæld udgives The Smiths-sange fra perioden 1983-1987 med jævne mellemrum af det amerikanske pladeselskab Rhino/Warner Music, der nu er klar med et stort bokssæt.

I den cirka syv kilo tunge boks finder man albumudgivelserne på både cd og lp. Dertil kommer flere end en snes vinylsingler. Alt sammen kommer i remastererede udgaver - med Johnny Marr som supervisor. Derudover er der en dvd med gruppens musikvideoer.

En ordentlig booklet med en historisk gennemgang leder man forgæves efter. Hvilket ikke er så underligt. En officiel historie ville kræve en blåstempling af Marr og Morrissey, og den har de indtil videre ikke kunnet mødes om.

Lyden af The Smiths

At der er efterspørgsel på The Smiths' musik, understreges af, at Rhino/Warner Music for blot tre år siden udgav både et bokssæt med singler og et opsamlingsalbum, ”The Sound Of The Smiths”, hvilket var en yderst velvalgt titel. For der er ikke rigtigt noget band, der lyder helt som The Smiths, der bragte gamle og nye værdier fra populærmusikken sammen i en sjældent vellykket og uhørt levedygtig fusion.

Der er i arrangementer og produktioner elementer fra akustisk musik, tidlig rock'n'roll, 1960'ernes pigepop og den glasklare guitarlyd, som The Byrds var eksponent for. Derudover kan man støde på 1970'ernes hårde rock, glamrock og provopunk samt 1980'ernes groovy funk.

Johnny Marr var kapelmesteren, og hans mål var at kreere popsymfonier, der som regel blev forløst på to-tre minutters tid. Oveni kom Morrisseys sang og tekster.

At kalde ham en skønsanger ville være en overdrivelse. Til gengæld kan man i hans stemmeføring finde både vrede, smerte og kærlighed på en unik facon, og miraklet er, at manden samtidig håndterer tekstskrivningen på en måde, som man ikke finder andre steder. Så når man taler om The Smiths, giver det god mening at give den anbefaling videre, at man kan få stor fornøjelse ud af til tider at nøjes med at læse teksterne.

Hæsblæsende udgivelsestempo

Man kan nyde poesien og lade sig overraske af humoren. Man kan spejle sig i sætninger eller sætte dette spejl op for en anden, og man kan tage en titel, et budskab (som man fortolker det) eller en hel sang og gøre den til sin.

Det kunne man, da The Smiths i 1980'erne udgav album og singler i et hæsblæsende tempo. Det kan man stadig, fordi kvaliteten er så høj og temaerne oftest ikke fremstår tidstypiske.

Som journalisten, der vil fange læserens opmærksomhed, bruger Morrissey overskriften - titlen - og/eller første sætning:

»All men have secrets and here is mine« afslører han indledningsvis på ”What Difference Does It Make”, mens han på ”Still Ill” meddeler, at »life is simply taking and not giving«.

Morrissey er også mand for sangtitler som ”Girlfriend In A Coma”, ”Death Of A Disco Dancer”, ”The Queen Is Dead” og ”Pretty Girls Make Graves” samt ”Meat Is Murder”, hvor han som erklæret vegetar går i flæsket på alle, der måtte have en svaghed for et stykke kød:

»This beautiful creature must die, a death for no reason, and death for no reason is murder«

Man kan sagtens diskutere, om sangskriveren går for vidt i sin verbale krig. Han gør det under alle omstændigheder på en måde, så man ikke kan lade være med at lytte efter.

Sådan er det også, når han erklærer, at dronningen er død, eller når han giver fingeren til chefen for det pladeselskab, som i sin tid skrev pladekontrakt med The Smiths.

Passion for musik

Det var Johnny Marr, som i begyndelsen af 1980'erne fandt frem til den fire år ældre Morrissey, der uden held havde forsøgt at gøre sig til for forskellige grupper.

Johnny Marr søgte et menneske, der havde en indsigt i og en passion for popmusik. Han ledte samtidig efter en person, der kunne noget andet end han selv. Johnny Marr var en talentfuld guitarist og ville arrangere og producere musik. Derfor havde han meget specifikt brug for en, der skrev ekstraordinære tekster og sang på sin egen facon.

Allerede første gang duoen satte sig ned for at samarbejde, blev de to grebet af en særlig energi: De blev meget bedre sammen end hver for sig, og de formåede at skabe et ekstraordinært udtryk, som skilte dem ud fra andre bands og solister. Men Marr og Morrissey kunne ikke gøre det alene, og det endte med, at bassisten Andy Rourke, der havde spillet bl.a. funk, og trommeslageren Mike Joyce, der var opdraget med punk, blev en del af projektet.

Rourke og Joyce var afgjort med til at præge musikken i studiet og på scenen, hvor man kunne betragte The Smiths som et band.

Men det var altid Morrissey og Marr, som udstak den kunstneriske kurs, og det var de to hovedpersoner, der fra begyndelse til slutning kunne gøre krav på størstedelen af pengestrømmen.

Der gik lang tid, før Rourke og Joyce fandt ud af, hvor ringe de egentlig stod økonomisk og juridisk, og først mange år efter The Smiths' sidste studiealbum i 1987 fik de på forskellig vis udbetalt et ekstra beløb.

Et lykketræf

Det er mange gange i fortællinger om The Smiths skrevet, at bandet kunne være fortsat meget længere og have fået et endnu større publikum, hvis Morrissey og Marr havde været i stand til at overlade det administrative arbejde med plader og turneer osv. til en dygtig, erfaren og visionær manager.

Sådan blev historien aldrig.

Det, der står tilbage, er en masse sange, der blev til på grund af et lykketræf mellem Morrissey og Marr. Det er svært at pege på én sang og ét album, der skiller sig ud. Det er til gengæld nemt at konstatere, at alle lp'er og singler stadig holder et utroligt højt kunstnerisk niveau.

Derfor giver dette bokssæt på trods af dets monumentale karakter god mening.

Man kan dog også tage et album ad gangen.