The Script (Store Vega)

Store Vega, København

The Script

Mandag

Lad os lige genoplive en gylden replik fra film/roman-klassikeren “The Commitments” om en flok socialt nedtrådte unge, der i en lykkelig fortættet stund spiller sig ud af hverdagens slum: “The Irish are the blacks of Europe. And Dubliners are the blacks of Ireland. And the Northside Dubliners are the blacks of Dublin. So say it once, say it loud: I'm black and I'm proud!”

Jo, gammel sort soulmusik og stærkt sammenhold kan udrette mirakler, og filminstruktør Alan Parkers ”Commitments”-fantasi har ikke så lidt til fælles med historien om The Script.

Stjerne-sejlads

Trioen er fra Dublin. To af medlemmerne har tidligere samarbejdet med R&B/pop-stjerneproducerne Rodney Jerkins og the Neptunes. Men så fandt de to irske opkomlinge sammen med en opvakt trommeslager og valgte i stedet at vende tilbage til Dublin for selv at starte et band. Trioen spiller soulpoppet rockmusik med strejf af hiphop og R&B. Det klinger kort fortalt som et radiovenligt miks af Starsailor, David Gray, Maroon 5 og James Blunt.

En kridhvid soul-rock - ind imellem med lyrisk greb om dagligdagen oplevet i et uglamourøst Dublin - og debutalbummet ”The Script” fra i år har på ganske kort tid etableret irerne som en kommerciel lillebror til landsmændene i U2.

Opgraderet

I Vega måtte bandet da også flyttes fra den lille til den store (udsolgte) sal i takt med den lodret opadgående publikums-interesse. Det er gået hurtigt for The Script, men musikerne famler heldigvis ikke efter akkorder og taktslag. De drager tydeligvis nytte af deres tidligere musikalske ballast, for gruppen - udvidet til kvartet live - spillede fermt nok til at få rigtig godt fat i det primært ganske unge publikum i Store Vega.

”Jeg må lige filme det her, for ellers er der ingen, der tror på os hjemme i Dublin, når vi fortæller, at vi optrådte på et udsolgt spillested i Danmark!” lød det uhøjtideligt fra bandet. The Script har fået sig et særligt stort og entusiastisk publikum herhjemme, og der var da også øjeblikke hvor musikken rev i såvel dansefødder som følelser: Den indignerede ”We Cry”, der samler alle knuste hjerter i et fælles nødråb, blændede med listig bevægelighed i groovet, så det både blev tungsindigt og trodsigt. Man kan så mene om ”The Man Who Can’t be Moved” hvad man vil, men den romantisk fikse fortælling om den stædige fyr, der vil slå sig ned, hvor han i sin tid mødte sin elskede - indtil hun vender tilbage til gerningsstedet - er i hvert fald smart og topmelodisk. Og den står først i rækken, hvis nogen vil lave en ny tøse-tåreperser med Hugh Grant i hovedrollen.

Pladder-romantisk snøft

Men netop det nuttede og pæne fylder også meget hos The Script, som virker noget beherskede og tilbageholdte i deres ambitioner og live-energi. En decideret pladder-romantisk klicheballade som ”I’m Yours” formilder bestemt heller ikke ens helhedsindtryk af bandet, og så var det for tyndt med en spilletid på en sølle time. Endda inklusive en uopfindsom cover af Bowies ”Heroes”.

Men har The Script alligevel sangskriver-snilde nok til at ende blandt fremtidens rock-giganter?

Jeg vil svare med endnu et citat fra ”The Commitments”, hvor det syrligt bemærkes:

“Is this the band then? Betcha U2 are shittin' themselves.”