Anmeldelse: The Rumour Said Fire (Store Vega)

Store Vega:

The Rumour Said Fire

Torsdag aften

Når hovednavnet er The Rumour Said Fire med Treefight for Sunlight som oplagt opvarmningsband, står stjernerne i folkrockens tegn, og man er lovet en oplevelse af vokalharmonier samt 1960’er akustik.

Treefight for Sunlight, iklædt syndfri ungdom og Beatleshår, indleder med ”A Dream Before Sleep” fra deres aktuelle debutalbum ”A Collection of Vibrations for Your Skull”.

Syv numre følger, bl.a. førstesinglen ”Facing the Sun” og sættets mørke kapitel ”Time Stretcher”, der byder på en dragende mareridtsagtig coda med dunkle trommeslag og skrattende guitarstrenge.

Himmelhøje

The Rumour Said Fire tog danskerne med storm, da deres EP ”The Life and Death of a Male Body” udkom sidste år, og forventningerne til debutalbummet var himmelhøje.

Bandets fire herrefolk har fulgt op på forhåbningerne med næsten skudsikre ”The Arrogant”.

Sangeren, guitaristen og lyrikeren Jesper Lidang indtager scenen som den første og anslår tonen af albummets titelnummer med akustisk guitar samt sit lindrende stemmeorgan.

Attituden er sympatisk og afslappet, musikken drømmefyldt suppleret af et farverigt lysshow, som resulterer i en euforisk atmosfære i Vega.

Lettere melankolske

Aftenen inkluderer upbeat-numre som ”Comfort to the Dalai Lama” og ”Sentimentally Falling” samt de lettere melankolske ”Sanctuary” og ”My Dark Skin”.

Rørende ”Air Force” udelader trommer i et nærværende højdepunkt, som deles med hittet ”The Balcony”.

Det musikalske udtryk af klingende guitarakkorder og lystige harmonikatoner skaber sammen med poesiens tungsindige indholdsværdi en interessant dynamik, der i liveversionen giver sig til kende i form af drengenes energiske kropssprog og ordbekræftende miner.

Tre ekstranumre

Tre ekstranumre afslutter aftenen med glødende ”Red Light”, ”Evil Son” og ”Desolation, Mr. Foe”, mens projektorerne arbejder på fuld knald i farverige formaliteter ud mod publikum.

Helhedsoplevelsen er en stilsikker performance. Man er ikke skuffet, men heller ikke overvældet af en uovertruffen fortræffelighed.

De vante sange fra "The Life and Death of a Male Body"-ep’en fungerer bedst, og oplevelsen ekkoer ikke tilbage i realiteten.

Når det er sagt, er dette kun begyndelsen for indiepopdrengene, hvis lyse fremtid giver lejlighed til at eksperimentere og eventuelt give den rene lyd lidt ridser i lakken.