Kasper Nissen, Christian Rindorf, Søren Lilholt og Jesper Lidang udgør en del af dansk musiks fremtid i The Rumour Said Fire. Foto: DR/P3
- De har vist, at de kan præsentere musik i dens rene form uden nogen form for indpakning i et show. Og nu, hvor de har været på tv, er jeg sikker på, at folk vil høre mere om dem, og medierne vil være interesseret i dem, siger Peter Bindner.
Eventyret kulminerede fredag aften ved prisshowet P3 Guld. Her vandt gruppen prisen P3 Talentet. Og skønt mange har hørt hittet "The Balcony" i radioen, så var tv-showet første gang hele Danmark havde mulighed for at sætte ansigt på bandet.
- Den star quality, som de præsenterer, gør, at de er det nye navn på VIP-scenen. Den form for musik, de spiller, passer til vores tid, siger Peter Bindner.
Hver uge udkommer PB Action med en top 10-liste over de hotteste kendte navne lige nu. Listen er lavet på baggrund af en database med 5.000 navne. Og i denne uges top 10 finder man sønderjyden Kasper Nissen, fynboen Christian Rindorf, vestjyden Søren Lilholt og Jesper Lidang fra Vesthimmerland, der tilsammen udgør The Rumour Said Fire.
Selv om det var det mere erfarne band I Got You On Tape, der vandt hovedprisen på 100.000 kroner ved P3 Guld, er det alligevel Rumour-drengene, der ifølge PB Action er mest hotte.
- De slår mere igennem som fire personer end de andre. Nogle gange er det svært at forklare, men de rammer på en eller anden måde tidens ånd, siger Peter Bindner.
Det var da også The Rumour Said Fire og ikke I Got You On Tape, der søndag aften fik omtale i landets mest sete nyhedsprogram 21 Søndag. Programmet havde fulgt de fire musikere fra Farsø, Svendborg, Lemvig og Bylderup-Bov, der ligger mellem Tønder og Tinglev i Sønderjylland, før, under og efter prismodtagelsen ved P3 Guld.
/ritzau/
RitzauHar du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



