The Rolling Stones (Fra "Sticky Fingers" til "A Bigger Bang")

I en årrække var det Virgin Records, som udgav såvel nye plader som bagkataloget fra 1970'erne og fremefter. Nu er det verdens største pladeselskabskoncern, Universal Music, der har kontrakt med Stones-forretningen, som har rettighederne til alle pladerne fra ”Sticky Fingers”.

Albumklassikerne fra 1960'erne bestyres derimod af selskabet Abkco Records. Pudsigt nok har det selskab en aftale med Universal Music.

En magtdemonstration

Det var i sin tid en strid med den berømte/berygtede manager Allen Klein, der fik et af alle tiders største britiske rockbands til at forsøge sig på egen hånd med Rolling Stones Records.

”Sticky Fingers” blev som første udspil lidt af en magtdemonstration. Albummet toppede hitlisterne, og pladen, der er uden svage punkter, fremstår som et af de stærkeste udspil overhovedet fra den britiske gruppe.

Den halve snes sange, farvet af amerikansk blues, soul og country, indeholder de ekstremt potente numre ”Brown Sugar” og ”Can't You Hear Me Knocking” samt ”Bitch”. Ydermere får lytteren den fantastisk stærke psykedeliske ballade ”Sister Morphine” med Ry Cooder på gæsteguitar og ”Wild Horses”, der er positivt præget af Keith Richards' venskab med countryrock-ikonet Gram Parsons

Iørefaldende overflade

Stones har aldrig efterfølgende formået at overgå ”Sticky Fingers”. Ikke engang dobbelt-lp'en ”Exile On Main St.”, der fulgte i 1972, er lige så god. Men i øvrigt er netop Exile-pladen udeladt i denne omgang. Den vil senere få en særbehandling af Universal Music.

Blandt de næste tre plader i rækken, ”Goats Head Soup”, "It's Only Rock 'N Roll” og ”Black And Blue”, står førstnævnte stærkest.

”Goats”-pladen, der blev indspillet på Jamaica, har en iørefaldende poppet overflade med den berømte ballade ”Angie” som et imponerende blikfang. Omkring dette nummer finder man flere gode groovy elementer, ikke mindst ”Doo Doo Doo Doo Doo (Heartbreaker)” og ”Hide Your Love”.

Albumtitlen ”It's Only Rock 'N Roll” siger alt om en ujævn og temmelig visionsfattig rockplade, hvor den funky ”Fingerprint File” skiller sig ud på en sej måde.

På ”Black And Blue” forsøger Stones, nu med Ron Wood som andenguitarist frem for Mick Taylor, sig med både disco og reggae. Lige lidt hjælper det på en plade, hvor Stones tydeligvis har svært ved at finde ny inspiration inden for bandets rammer.

Bedste dansemusik

Albummet ”Some Girls” blev i sin tid en stor kommerciel succes. Men der er i dag langt mellem de interessante numre, der i større eller mindre grad er påvirket af 1970'ernes disco og punk.

Heller ikke albummet ”Emotional Rescue” holder samlet set et højt niveau. Det diskofile titelnummer er dog fortsat et befriende anderledes dansenummer.

Det samme gælder ”Start Me Up”, som indleder pladen ”Tattoo You”, der stadig står som Stones' bedste forsøg med dansemusikken og uden tvivl er gruppens bedste og mest iørefaldende albumoplevelse i de seneste 28 år.

Pudsigt nok. Der er nemlig i stor udstrækning tale om numre, der udsprang af optagelser, der blev efterladt under indspilningen af plader så langt tilbage som 1972.

I 1980 og 1981 fandt sangene så deres endelige form, og albummet fremstår fortsat både charmerende og dejligt underligt med ”Heaven”, ”No Use In Crying” og ”Waiting On A Friend” som overrumplende højdepunkter.

Tæt på at slukke lyset

Den næste plade ”Undercover” har ikke samme høje kunstneriske niveau. Det skyldes uden tvivl, at Mick Jagger og Keith Richards var uenige om den kunstneriske vej.

Man støder dog på et par iøjnefaldende eksperimenter, ikke mindst Jaggers snakkesang ”Too Much Blood”.

”Dirty Work” fremstår stadig som albummet, der var tæt på at slukke for lyset i Stones. Produktionen er forfærdelig at være vidne til, og Mick Jagger lyder, som om han meget hellere vil være popsolist.

”Steel Wheels” og ”Voodoo Lounge” samt ”Bridges To Babylon” er ikke meget bedre. Godt nok byder førstnævnte album på iørefaldende singler som ”Mixed Emotions” og ”Rock And A Hard Place”. Men der er alt for meget metervare over det musikalske udbytte på de tre plader, og man glemmer stort set, at det britiske rockband engang turde - og kunne - eksperimentere.

Ikke store forventninger

Gruppens seneste album, ”A Bigger Bang”, kan minde om ”Steel Wheels”. Der er igen et par iørefaldende singler at holde sig til, og især dansenummeret ”Rain Fall Down” er flot skruet sammen.

Stadigvæk kan jeg ikke lade være med at lege med tanken om, at det ikke ville have gjort den helt store forskel for rockhistorien, hvis Rolling Stones var holdt op med at udgive studiealbum efter ”Tattoo You”.

Derfor ser jeg heller ikke frem til et nyt Stones-album med de store forventninger.