The Rolling Stones. Foto: Mark Seliger/AP.
Hvis ikke den britiske avis The Times havde taget Rolling Stones-forsangeren Mick Jagger og guitaristen Keith Richards i forsvar, efter de begge var blevet idømt fængselsstraffe for narkobesiddelse, ville bandet nok ikke have eksisteret i dag.
Det skriver Keith Richards i sin nye selvbiografi, “Life”, der bliver udgivet senere i denne måned.
Ifølge den verdenskendte rockguitarist var det blandt andet en leder i The Times, der fik retten til at omstøde de fængselsdomme, som de to frontfigurer havde fået tilbage i 1967.
Under en løssluppen fest, som Keith Richards havde stablet på benene, blev han sammen med Mick Jagger og resten af festdeltagerne overrasket af en gruppe politibetjente.
Keith Richards beskriver i bogen, at han havde taget en del LSD, og han var derfor overbevist om, at det var en folk “identisk-klædte dværge”, der bankede på døren. Men politibetjentene var blevet beordret til at udføre en større razzia mod Keith Richards fest, der blev holdt i hans daværende hjem i Redlands, der lå i West Sussex.
The Rolling Stones havde på det tidspunkt indtaget toppen af alverdens hitlister, og derfor var det katastrofalt for det succesfulde band, at både Keith Richards og Mick Jagger efterfølgende skulle tilbringe henholdsvis et år og tre måneder bag tremmer.
Men så kom The Times, der normalt bliver anset som en liberal avis med historiske rødder til det konservative parti i Storbritannien, på banen.
I lederen “Hvem skyder gråspurve med kanoner?” skrev journalisten William Rees-Mogg, at dommene var “symbolske” og at de var blevet straffet hårdere, fordi de var frontfigurer i det populære rockband.
Han mente samtidig, at straffen var et udtryk for, at nogle mennesker i de højere samfundskredse var “fortørnede over de anarkiske kvaliteter hos Rolling Stones”.
“Hvis vi vil gøre det til et symbol på konflikten mellem de traditionelle værdier i Storbritannien og den nye hedonisme, så må vi sikre os, at de traditionelle værdier om tolerance og lighed bliver overholdt,” skrev han.
Og ifølge Keith Richards følte han sig netop som en “gråspurv”, der var blevet ramt af en kanonkugle fra det etablerede samfund. Men efter lederen blev dommene omstødt, og de to rocksangere slap for at komme i fængsel.
“Vi blev reddet af William Rees-Mogg. På det tidspunkt følte jeg mig vitterligt som en gråspurv, som var ved at gå i stykker,” skriver han.
William Rees-Mogg siger i dag, at han er er glad for, at han var med til at ændre rockhistorien.
“Det er meget smigrende, at man så mange år bagefter kan se tilbage og være tilfreds med, at man brugte avisens indflydelse på en sådan måde,” siger han og understreger, at han helt grundlæggende følte, at de to rocksangere var uskyldige.
“Jeg mente virkelig, at var blevet udsat for en uretfærdighed,” siger han.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



