Der gik ren udadvendt Bono i sanger Matt Berninger fra The National. Foto: Nikolaj Svennevig.
The National fortryllede publikum ved at skrue op for både virkemidler og volumen.
Arena:
The National
Søndag
The National laver så stemningsfuld musik, at de egentlig ikke behøver at spille med musklerne. Men det gjorde de i Roskildes tætpakkede Arena-telt. Og det virkede.
Amerikanske The National er blevet et uomgængeligt navn for alle, der interesserer sig for alternativ rock.
Gruppen gør sig især i melankolske midnats-toner med en poetisk taber-poesi, men søndag gik der ren Bono i forsanger Matt Berninger.
Vi kender ham mest som en stilfærdig sanger med en ensom baryton, men pludselig var han ude blandt publikum og optrådte med et gnistrende nærvær.
Udtrykket havde fået samme energi-overhaling specielt til lejligheden, og de lidt nørdede musikanter i The National virkede svært forhippet på at få musikken langt ud i solskinnet med ekstra tryk på tempo og med bonus i blæsere.
Teltet kogte, og bandet trådte her helt ud af den beklumrede indie-indforståethed - og ind en verden af fællesskab, overskud og overraskelse.
Det blev en af årets største Roskilde-koncerter, og de eneste små-frustrerende elementer var et par inferiøre sange fra gruppens katalog. Og at den ellers så glimrende violinist var næsten mikset ud af lydbilledet.
Men da gruppen som et af de sidste numre gav en superb udgave af den forunderligt skævt fremrullende ”Fake Empire” satte de trumf på, og ingen tvivl om, at The National lige nu bør tælles som et af tidens bedste bud på meningsfuld og bevægende rockmusik.



