Anmeldelse: The Kissaway Trail (Lille Vega)

Lille Vega:

The Kissaway Trail

Fredag aften

Den professionelle fodboldklub OB har allerede sikret sig sølvmedaljer i superligaen og skal dermed spille fodbold i Europa til efteråret.

Et andet odenseansk hold optræder i både USA og Europa – og fortjener afgjort en medalje for at turde meget mere og kunne gøre det langt bedre end de fleste jævnaldrende bands herhjemme.

Det drejer sig om rockbandet The Kissaway Trail, som har fået det aktuelle album ”Sleep Mountain” udgivet i både Storbritannien og USA, der må betragtes som de mest prestigefyldte musikmarkeder i verden. Men det er i disse lande også ekstremt svært at få det helt store kommercielle gennembrud som rockband fra Danmark.

Superlativer og lunken kritik

Ikke desto mindre er det fornemt, at det er det anerkendte britiske pladeselskab Bella Union, som udgiver pladen, der af såvel danske som udenlandske anmeldere har fået enten superlativer eller lunken kritik.

De negative anmeldelser har bl.a. handlet om, at The Kissaway Trail på den nye plade (stadig) lyder for meget som langt større nordamerikanske navne som Arcade Fire og Band Of Horses.

Højt på hitlisten

Jeg har det sådan, at odenseanerne hellere må lyde som den slags stærke originale navne – og så lykkes med anstrengelserne et langt stykke hen ad vejen. Meget hellere det end at lyde lige så forfærdeligt uinteressant som de seneste skiver fra Rasmus Nøhr, Thomas Buttenschøn og Kim Larsen.

Husk også lige på, at kvintetten stadig kun har udgivet to regulære album, og ”Sleep Mountain” hører trods manglerne stadig til blandt årets hidtil mest interessante danske plader på min hitliste.

Ujævn præstation

Men ingen tvivl om at gruppen har noget at lære. F.eks. om at mindre kan være mere i bestræbelserne på at nå frem til en lidt mere iørefaldende og stadig original hymne.

Efter gruppens ujævne præstation i Lille Vega fredag aften i en næsten fyldt sal må man også notere, at de i hvert fald ikke pr. automatik stiller sig op og leverer 100 procent magi, når de giver koncert. Før fredagskoncerten havde de været på tur i USA. Efterfølgende skal de spille rundt om i Europa.

Fasttømret enhed

Det er et stort plus, at The Kissaway Trail fremstår som en fasttømret enhed, der med hårdt arbejde kæmper for hinanden. Man tænkte aldrig, at en af de fem faste aktører var unødvendig.

Hasse Mydtskov var en hårdtslående maratonmuskel bag trommesættet, som han demonstrerede indledningsvis med ”Friendly Fire”.

Han var hele aftenen fundamentet i foretagendet sammen med den sveddryppende, langlemmede bassist Rune Pedersen, der mest gjorde ophold på venstrekanten, men som dog et par gange tog nogle skridt ind mod scenen og lod sig fange i et Monty Python-agtigt udtryk.

På højrekanten havde leadguitarist Daniel Skjoldmose Hansen sine kvadratmeter. Tatovering, åbentstående skovmandsskjorte og kasket over et charmerende tyggegummismil kunne dog ikke overskygge indtrykket af, at han ikke fik tilstrækkeligt ud af sin tilstedeværelse.

Han ville helt tydeligt en masse på sine forskellige strenge-instrumenter. Men med bandets trang til det fyldige og forvandlende arrangement - og en ikke optimalt lydhør lydmand - blev leadguitaren til tider for meget en bi-ting.

Tid til justeringer

Det kan der – og det bør der – kunne justeres på. Livemusik er i modsætning til pladeindspilningen chancen for at forandre og forbedre. Hver gang.

Hovedpersonerne, den lidt indadvendte Thomas Fagerlund og den mere udadvendte Søren Corneliussen, betjente sig af el-guitarer og keyboard, og de sang stort set i et tvillinge-synergisk fællesskab under alle numre.

Begge har gedigne rockstemmer, og de håndterede de amerikanske rockgloser godt. Men det var tydeligvis sværere at opnå resultatet af unik enhed på scenen end på pladen. Der skulle ikke ret meget til, før man følte, at vokalerne gled en anelse ud af det påtænkte match.

Ikke Beach Boys

På tilsvarende vis var det langtfra hver gang, at de tre kammeraters korarbejde sad i skabet. The Kissaway Trail er bare ikke Beach Boys. Derfor kunne de med fordel have økonomiseret med vokalharmonierne og på den måde have skåret nogle af arrangementerne ind til benet.

Flere gange under showet kunne man nemlig ikke lade være med at tænke, at nu måtte det nummer egentlig godt være slut. Altså: Less is more.

Men tilbage efter Vega-showet står dog uden tvivl også indtrykket af et dansk band, der har skrevet nogle finurlige, iørefaldende og smukke numre, som kolleger må/skal misunde.

”SPD” og ”Beat Your Heartbeat” fra det nye opus kan man ikke bare sådan komme uden om.