Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:

The Flaming Lips (MCH Herning Kongrescenter)

The Flaming Lips angreb Herning med konfettikanoner og kantet syrerock, men forsanger Wayne Coyne snakkede for meget.

MCH Herning Kongrescenter:

The Flaming Lips

Lørdag aften

»Hellere for meget end for lidt.«

Sådan udbrød forsanger Wayne Coyne, da han havde gået på publikums hænder i en stor, gennemsigtig badebold og fyldt MCH Herning Kongrescenter med kulørt konfetti, scenerøg og balloner. Alt sammen i løbet af få minutter.

Oklahoma-bandet The Flaming Lips er for meget.

Trioen holder jul, nytår og karneval hver aften, og i Herning blev 25 gæster inviteret op på scenen for at danse moderne i uldne dyredragter, mens Wayne Coyne baldrede balloner med sin guitar, sang fra skuldrene af en gorilla og gav den som både indpisker og pauseklovn ved verdens vildeste børnefødselsdag for voksne.

Svært tilgængeligt

Nu var det musikken, publikum var kommet for at opleve.

Det totale kaos klædte på forunderlig vis medrivende popnumre som ”Race for the Prize”, "The Yeah Yeah Yeah Song” og ”She Don’t Use Jelly”, mens de komplekse sange fra bandets aktuelle album ”Embryonic” krævede mere koncentration hos både publikum og musikere.

Efter en række lettere tilgængelige udspil er The Flaming Lips tilbage med et svært krævende album, hvis sange først for alvor giver mening efter mange gennemlytninger, og i Herning druknede nye indslag som den smukke ballade ”Evil” i ballondans og utålmodig snak blandt publikum.

Få tålmodige lyttere

Bandets nye påfund leder tankerne hen på karrierens tidlige eksperimenter, men lige under alle de mærkelige lyde ligger de gode melodier og venter på den tålmodige lytter.

Tålmodige lyttere var der desværre for få af lørdag aften.

Hos MCH Herning Kongrescenter havde man kun formået at sælge lidt over halvdelen af de 1.500 udbudte billetter.

Snakkede for meget

Wayne Coyne arbejdede hårdt for sagen, men var ved flere lejligheder tæt at punktere festen med lange enetaler mellem numrene.

Det er ganske sympatisk at ville skabe fred i verden, men i Herning nægtede Wayne Coyne at skabe et naturligt flow mellem de mange fantastiske sange.

Det var synd, for efter 25 år har The Flaming Lips skrevet så mange fremragende sange, at de kunne holde musikken kørende i timevis uden afbrydelser.

Heldigvis har vi ”Embryonic”, der med lidt tålmodighed hører til blandt årets bedste rockudgivelser. The Flaming Lips formår som ingen andre at forene gode melodier og vidtgående eksperimenter.

The Flaming Lips

  • Wayne Coyne (vokal, guitar, keyboard)
  • Michael Ivins (bas, keyboard)
  • Steven Drozd (trommer, guitar, bas, keyboard, synthesizer)

Diskografi

  • Hear It Is (1986)
  • Oh My Gawd!!! (1987)
  • Telepathic Surgery (1989)
  • In a Priest Driven Ambulance (1990)
  • Hit to Death in the Future Head (1992)
  • Transmissions from the Satellite Heart (1993)
  • Clouds Taste Metallic (1995)
  • Zaireeka (1997)
  • The Soft Bulletin (1999)
  • Yoshimi Battles the Pink Robots (2002)
  • At War with the Mystics (2006)
  • Embryonic (2009)

Galleri: Rock, Pop

Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...