Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
The Dead Weather: Sea Of Cowards; Karen Elson:.. | musik.guide.dk

The Dead Weather: Sea Of Cowards; Karen Elson: The Ghost Who Walks

<p> Jack White og Karen Elson er ægtepar og aktuelle med nye gode skiver. Jack White gør det bedst med The Dead Weather. </p>

The Dead Weather:

Sea Of Cowards

Third Man Records/Warner Music

Karen Elson:

The Ghost Who Walks

Third Man Records/XL Recordings

Udkommer den 24. maj

Man kan godt komme i tvivl om, hvorvidt der nogensinde er helt stille, når ægteparret Jack White og Karen Elson er hjemme i huset i Nashville, Tennessee?

Den 34-årige Jack White, der kommer fra Detroit, har en hovedrolle at passe i tre seje rockbands, The White Stripes, The Raconteurs og albumaktuelle The Dead Weather. Og så har han også lige et pladeselskab at passe.

Den 31-årige Karen Elson, der er fra Oldham i England, er mest kendt som eftertragtet model. Men faktisk har hun i flere omgange taget tilløb til det soloudspil, som hun nu lægger navn til. Albummet er ikke overraskende produceret af ægtefællen, der før har gjort underværker for countryikonet Loretta Lynn.

Mørkere og tungere


For mindre end et år siden udgav The Dead Weather en overvældende veloplagt debutplade. I spidsen stod White som sanger og trommeslager og sangerinden Alison Mosshart, der allerede havde skabt sig et navn med duoen The Kills.

Det nye opus er lidt anderledes. Det er mørkere og tungere, men det er også mindst lige så spændende som første udspil.

Det er tydeligt, at den fortrolighed, som White og Mosshart samt bassist Jack Lawrence og guitarist og keyboardspiller Dean Fertita har opnået, bliver investeret i at udforske bluesrock og tung og psykedelisk rock, som den tog sig ud i 1970'ernes begyndelse. Således kan man ikke lade være med at tænke på Deep Purple og Black Sabbath undervejs.

Sangen gør en forskel


Men selvfølgelig er The Dead Weather anderledes. Alene det at White og Mosshart hver især og sammen gør det vokale arbejde på deres vildt professionelle og unikke personlige facon en afgørende forskel.

Deres samarbejde er elektrisk på ”Die By The Drop”. White raser elegant ud på ”Blue Blood Blues”, mens Mosshart er sej og sexet på ”I'm Mad”, hvor hun giver både Ozzy og Iggy Pop kamp til stregen.

En anden Mosshartoplevelse er ”Gasoline”, hvor hun helt forrygende manøvrerer selvsikkert i et groovy inferno af el-guitar og hammondorgel.

Karen Elson er hverken en lige så fræk eller farlig vokalist som Mosshart. Hun er heller ikke sangerinden med den store imponerende stemmepragt.

Men der er varme, glød og personlighed i hendes afbalancerede sangforedrag, der bliver sat i scene med forskelligartede scenarier, f.eks. amerikansk bluegrass og rockabilly, britiske efterkrigsstemninger, irsk folkemusik og skotsk popmusik samt en poppet 1960'er-

agtig soulstemning, som udstilles på pladens blikfang ”The Ghost Who Walks”.

De mange forskellige ærinder kunne have gjort albummet til en rodet oplevelse. Men de dygtige og erfarne spillemænd, som hun og Jack White har fået med i legen, skaber helhed og løfter bedømmelsen.

Anmeldelse: Isobel Campbell & Mark Lanegan: Hawk

22-08-2010: Isobel Campbell er ikke bare en køn pyntegenstand ved siden af mørkemanden Mark Lanegan. Læs artikel

Anmeldelse: Bon Iver: Bon Iver

27-06-2011: Justin Vernon alias Bon Iver forsøger med nyt album at finde vejen videre fra den succesfulde debut. Det står hurtigt klart, at han kun er et menneske. Læs artikel

Anmeldelse: Travl rockstjerne samler nyt band

12-03-2009: Frontfiguren i The White Stripes og The Raconteurs er klar med superband - og album.

Læs artikel

Anmeldelse: Grace Jones: Hurricane

04-11-2008: Den jamaicanske-amerikanske sanger lægger navn til et hundrede procent gennemført album.

Læs artikel

Anmeldelse: Michael Learns To Rock: Eternity

27-10-2008: I østen stiger kronerne op for Michael Learns To Rock, som med usvigelig professionalisme - og enorm forudsigelighed - leverer refrænsikker hyggepop.

Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...