The Breeders (Vega, København)

Vega, København:

The Breeders

Mandag

Der var én hårdtslående grund til, at det amerikanske indieorkester The Breeders kunne melde udsolgt på det københavnske spillested Vega mandag aften. De 500 gæster kom for at genhøre det øredøvende indiehit ”Cannonball”, som bandet gav grungekongerne i Nirvana og Pearl Jam kamp til stregen med i begyndelsen af 1990’erne. Og selvfølgelig et par af de andre numre fra mesterværket ”Last Splash” fra 1993.

På de seneste to album ”Title TK” (2002) og ”Mountain Battle” (2008) er der ikke meget at komme efter, og The Breeders må derfor leve højt på fortidens fuldtræffere.

For rodet

På Vega var signatursangen ”Cannonball” ganske autentisk med forvrænget vokal og overstyrede guitarer, mens en anden klassiker ”Divine Hammer” aldrig blev foldet ordentligt ud. Selvom nummeret har 15 år på bagen, havde Kim- og Kelley Deal svært ved at følge hinandens vokaler. Jeg er godt klar over, at det skramlede udtryk er essentiel del af The Breeders, men når publikum husker teksterne bedre end musikerne på scenen, så bliver det altså for løst. Ind imellem var det som at overvære en seance fra øvelokalet hjemme i Ohio.

Det stod endnu værre til med præsentationen af det få måneder gamle comeback-album ”Mountain Battles”.

»Her kommer en ny sang mere. En af de svære nye,« kom det fra den lettere distræt Kim Deal.

Som ville hun forberede publikum på flere kiks. Der kom flere fejl, og man kan undre sig over, hvorfor bandet ikke øver numrene ordentligt op, inden de drager på turné.

Vandt på selvironi

Trods talrige kiks var mandagen tilsyneladende en god dag for The Breeders. I hvert fald hvis man skal dømme efter de anekdoter, som Kim Deal underholdte med mod slutningen af koncerten.

»Vi fuckede så meget op, at vi måtte stoppe sangen og begynde forfra. Det var så pinligt,« sagde hun om årets optræden på den californiske indiefestival Coachella, hvor bandet efter sigende var endnu mindre sammenspillet end på Vega.

Kort efter morede sangeren sig over søsterens noget forsigtige forsøg på at betjene violinen.

Der er rum til forbedringer i The Breeders, både på plade og spillesteder. Men bandet har lige nøjagtig sange, charme og selvironi nok til at undgå katastrofen.