Anmeldelse: The Big Pink: Future This

ROCK

The Big Pink:

Future This

4AD/Playground Music

Der er mange måder at blive skuffet på. At lytte til det nye album med The Big Pink er en af dem.

Den britiske duo stiller op med en stor elektronisk funderet rocklyd, og det virker, som om de unge menneskers ambition er at erobre en masse menneskers musikhjerter. Desværre er der alt for lidt at hente bag den kække facade.

Sangeren Robbie Furze vil godt lyde som bl.a. Robert Smith fra The Cure. Sådan lidt desperat og følsom. Men Furze har i realiteten ikke mange interessante personlige toner i livet, og mange gange skråler han mere, end han synger. Det er bare ikke godt nok.

Først charmerende

Siden The Big Pink for et par år siden brød igennem med albummet ”A Brief History of Love”, er duoen af flere britiske og amerikanske kritikere og en til stadighed voksende fanskare skrevet ind i den samme historie som langt mere originale størrelser som de støjbesatte Spiritualized og My Bloody Valentine, det groovy - og gendannede - rockband The Stone Roses og progrockgruppen Muse, hvor lyden af rock aldrig kan blive for stor og majestætisk.

Det er rigtigt nok, at The Big Pink i selskab med produceren Paul Epworth opsøger både det storladne, støjen og dansegroovet. Men briterne evner slet ikke at løfte deres ambitioner, så de i det mindste kan matche noget af det mindre interessante fra de førnævnte.

Ved de første gennemlytninger virker ”Hit The Ground (Superman)” bestemt charmerende udadvendt som en popsang med en vis levedygtighed. Men der går ikke lang tid, før sangens selskab bliver småirriterende. Der bliver for lidt reel melodi at tage i betragtning og alt for mange gentagelser. Og selv om der bliver samplet fra amerikanske Laurie Andersons i sin tid opsigtsvækkende kunststykke ”O Superman”, viser der sig ikke nogen helteskikkelse til at redde oplevelsen.

Kurven peger nedad

Med ”Give It Up”, ”Stay Gold”, ”The Palace” og ”1313” ender man med at slås med den samme slags følelse.

Først mødes man af en charmeoffensiv, der bestemt vækker de interesserede ører. Men en god begyndelse er ikke nogen fuldendt oplevelse. For selv om det er tydeligt, at der er proppet megen energi og mange effekter ind i produktionerne, ender man hver gang med at synes, at spændingskurven peger nedad.