Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Et unikt stykke musikhistorie | musik.guide.dk

Et unikt stykke musikhistorie

Rock: Ny spændende udgivelse dokumenterer The Beatles’ succesrige relation til mediekoncernen BBC.

The Beatles:
Live At The BBC Vol. 1 & 2
Apple/Universal Music

Det er ikke altid stor kunst, man er vidne til. Men det er samlet set et unikt, underholdende stykke musikhistorie, der udspiller sig over mere end fire timer.

Fra marts 1962 til juni 1965 optrådte The Beatles 275 gange for den store britiske mediekoncern BBC. Paul McCartney, John Lennon, George Harrison og Ringo Starr spillede 88 forskellige sange – egne numre og coverversioner. Nogle af numrene spillede de flere gange, andre leverede de kun én gang for BBC og publikum, der fik et omfattende indblik i, hvad beatlerne i denne første halvdel af karrieren stod for musikalsk – og privat.

De fire blev nemlig også interviewet undervejs, og man får med de samtaler, der er taget med på udgivelsen, et indblik i, hvad de tænkte om biler, huse, familie, hinanden og The Beatles.

En millionsællert

Tilbage i 1994 blev ”The Beatles – Live At The BBC” udgivet, og pladen blev en millionsællert.

Nu udkommer ”On Air - Live At The BBC Volume 2”, og de to udgivelser er helt logisk blevet samlet til bokssættet ”Live At The BBC Vol. 1 & 2”.

Der findes to nye numre på ”On Air”-udgivelsen, og både The Beatles’ version i begyndelsen 1963 af ”Beautiful Dreamer”, der forinden var udkommet som single med Tony Orlando, og fortolkningen i 1963 af Chuck Berrys ”I’m Talking About You” dokumenterer mere end noget andet gruppens store inspiration fra og dybe respekt for rock’n’roll i almindelighed og lyden fra Chuck Berry og Little Richard i særdeleshed.

De to amerikanske ikoner bliver også anerkendt af Liverpool-bandet med versioner af bl.a. ”Roll Over Beethoven”, ”Memphis, Tennessee” og ”Lucille”, og stilen fra Berry og Richard pulserer også i mange af Beatles’ egne numre, f.eks. ”Please Please Me.

I den slags momenter slap beatlerne virkelig samme slags vildskab løs, som de fyrede op under, når de gav koncerter. Her var de bestemt ikke nogle pæne fyre. I stedet havde McCartney og Lennons vokale arbejde en nærmest punket energi, som man alt for sjældent hører, når de største radiokanaler i dag spiller musik.

Gav bandet et forspring

Dengang var BBC klar til at tilbyde The Beatles masser af plads i æteren, og al den sendetid gav selvfølgelig bandet et forspring i forhold til mange konkurrenter.

Derfor kan BBC’s rolle i opbygningen af The Beatles som Storbritanniens og siden verdens største band heller ikke overvurderes.

Dengang var der ikke utallige internet-, radio- og tv-kanaler at vælge imellem. Der var langt færre valgmuligheder, og derfor fik The Beatles foræret en masse lyttere.

Men selvfølgelig blev Lennon, McCartney, Harrison og Starr kun inviteret igen og igen, fordi de kunne levere varen med masser af kvalitet, energi, humor og charme.

Udgaverne af ”Till There Was You” og ”P.S. I Love You” har smeltet en masse pigehjerter, mens Lennons hæse vokaludbrud på ”Twist & Shout” og ”Money (That’s What I Want)” har fået flere generationer til at bevæge sig i hurtigt rykkende bevægelser foran radioen.

Heldigvis har dagsordenen med den nye udgivelse ikke været at fjerne fejltrin. The Beatles fejlede også – og det skete for åben mikrofon.

Således bliver man vidne til falske toner og vokale samarbejder, som ikke er optimale. Men ud af det ikke-perfekte kan der stadig komme nogle uvurderligt smukke minutter. En af disse stjernestunder er ”And I Love Her” med McCartneys meget personlige sangforedrag, mens George Harrison spiller sin solo på elektrisk guitar, hvor han benytter en akustisk på pladeversionen.

Der er mange af den slags nørdede Beatles-detaljer på cd’erne, der slutter med fire spændende personlige solointerviews.

Og Ringo Starr rammer vist meget godt, hvad The Beatles midt i 1960’erne handlede om for hovedpersonerne:

»Jeg kan bare godt lide at være med i The Beatles. Det er i hvert fald det bedste for mig. Der er intet bedre.«

Anmeldelse af The Beatles - 1+

16-11-2015: Bokssæt: The Beatles er verdens bedste band. Når det gælder levende billeder, er den legendariske Liverpool-gruppe en blandet fornøjelse, dokumenterer en ny udgivelse. Men det er spændende og sjovt at være med på en kigger. Læs artikel

Anmeldelse af The Beatles - The U.S. Albums

24-01-2014: Bokssæt: The Beatles’ amerikanske pladeselskab praktiserede en særpræget udgivelsespolitik. Der blev set stort på, hvad der var udgivet af singler og album i Europa. Nu er de amerikanske album blevet samlet i et bokssæt. Læs artikel

Anmeldelse af The Beatles - Bootleg Recordings 1963

29-12-2013: En ny og næsten hemmelig The Beatles-udgivelse handler mest om at sikre rettigheder. De 59 sange er en blandet pose bolsjer for nørdede fans. Læs artikel

Nyhed: The Beatles-feberen stiger igen

25-11-2010: Gruppen er en sællert på nettet på grund af markedsføring og en tilgængelighed, der også appellerer til nye fans. Læs artikel

Nyhed: Beatles-klassiker bliver fortolket

23-08-2010: Britisk musikmagasin fejrer 40-året for det sidste studiealbum med den berømte Liverpool-gruppe. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...