Steffen Brandt: Baby Blue

Steffen Brandt:

Baby Blue - Bob Dylan gendigtet (2 cd’er)

A:larm Music

Udkommer på mandag

Det mærkes, at ”Baby Blue” er en afgørende personlig satsning for Steffen Brandt. Ikke en ydmyg eller respektfuld fortolkning af 18 Dylan-numre, ja, dybest set slet ikke en Dylan-plade, selv om alle melodier og originaltekster er skrevet og engang sunget af nordamerikaneren.

Det er også langtfra en plade, som kunne have været indspillet af TV-2. Det er Steffen Brandts egen gennemførte og indædte debutplade som solist.

Man kan også sige, at Brandt stadig er lige så meget Brandt, som Dylan altid har været Dylan. Indædt er i øvrigt ikke det rette ord, når det gælder Steffen Brandts stemme og stemninger. I modsætning til Bob Dylan er han åben og direkte i sin udlægning af sangene. Og dog mere alvorsfuld, end vi kender ham.

Vist er instrumentalisterne i TV-2 så dygtige individualister, at de sagtens skulle kunne have spillet lige så løst, skramlende, slæbende, støvet og indimellem ganske råt som dette hold af musikere, der er samlet af produceren Nikolaj Nørlund til det særlige formål. Det er blot ikke den århusianske herrekvartets stil.

Harmonisk helhed

For dem, som på Dylans 60 års fødselsdag for otte et halvt år siden oplevede Steffen Brandt synge ”Drømmen om Johanna” (”Visions Of Johanna”) i Grå Hal på Christiania, burde konsekvensen, engagementet, nærværet, autenticiteten og dybden i dette dobbeltalbum ikke komme som en overraskelse.

At fortolkningerne er ganske frie i forhold til originalversionerne, er der heller ikke noget mærkværdigt i. Det har Dylans egne senere fortolkninger af især sine 1960’er-klassikere også ofte været.

13 af de 18 sange er over 40 år gamle, dvs. fra 1960’erne. De sidste fem er fra de seneste 20 år, tilfældigvis netop den periode, som dette projekt har rumsteret hos Brandt.

Ældre som nyere sange indgår i en harmonisk helhed, selv om der er masser af variation i tempo og heftighed. Det virker urimeligt at trække nogle sange frem foran andre. Men her et forsøg alligevel.

Ombejlet pige fra nord

Det indledes sejt, stout og grumt med ”Historien om en tynd mand” (”Ballad Of A Thin Man”). Ingen skal være i tvivl om ambitioner og visioner. Snart følger ”Alle sammen bliver vi snydt” (”Rainy Day Woman #12 & 35”) med endnu større kraft og saft.

Nogle uroligt vibrerende guitartoner lægger en dyster og usikker stemning ind i ”Hvad var det du ville?” (”What Was It You Wanted”), og den smitter af på vokalen. Noget lignende sker på ”Tidligt om morgenen blues” (”Pledging My Time”).

Det ældste nummer er ”Pigen fra det højeste nord” (”Girl From The North Country”), som Dylan skrev i 1963. Det er tilfældigvis også aktuelt netop nu både med Rosanne Cash og med Dalton.

I sin finfornemmelse og følsomhed må Brandts version siges at stå stærkest af de tre.

Mest afvigende er vel ”Nattens afskedskys” (”When The Deal Has Gone”), som er en stille duet med Ane Trolle, hvis spinkle stemme i denne kontekst man lige skal vænne sig til.

Dristigt eksperiment

Det ville være logisk, ligetil og formentlig effektfuldt at tage holdet fra studiet med ud på en landsturné. Her er basis for – og sangmateriale nok til – en regulær rockkoncert.

Men i stedet skal ”Betty Blue” opføres som teaterkoncert på Betty Nansen Teatret med skuespillere og rekvisitter – og Steffen Brandt blot som fortællerfigur? Det virker dristigt og interessant – med pæne muligheder for at mislykkes.