Spleen United: School Of Euphoria

Rock/house

Spleen United: School Of Euphoria

Copenhagen Records

Spleen United er et modigt, grænsesøgende band, og dansk rock ville være et - endnu mere - kedeligt sted uden disse urolige sjæle.

Desværre formår gruppen ikke at levere det mesterværk, der er blevet bygget op til med de to første album.

I stedet fremstår ”School of Euphoria” som et opus, der begynder stærkt og bevarer styrken og stilen i et godt stykke tid, mens sidste del af pladen ikke kan holde niveauet.

At det ikke er nu, at Spleen United står med det totalt vellykkede album, er ikke så underligt.

Tvivl om retningen

Gruppen er stadig i en fase af karrieren, hvor det tydeligvis er svært at beslutte sig for den helt præcise kunstneriske og musikalske retning. Den har været i tvivl om, hvor langt den skulle bevæge sig væk fra mainstream, og er endt med ind imellem at havne i et limbo, hvor den hverken er revolutionerende eller går benhårdt efter det helt store publikum.

Religiøs ekstase

Albummet tager euforisk fat med ”Days of Thunder”, hvor der flere gange sendes en hilsen til den overgearethed, som prægede den engang så succesrige eksportvare Junior Senior. Men ellers er det en tung, muskuløs danserytme, som præger denne elektroniske sag og får fortalt, at enhver idé om Spleen United som en gammeldags rockgruppe er meningsløs. Og tak for det.

Kvartetten er i stedet optaget - ja, nærmest besat - af at udforske dansegenren house, som i en årrække har kunnet efterlade sit publikum i en nærmest religiøs bevægelses-ekstase og svedig som den mest målrettede bokser.

Men Spleen United har også villet arbejde med nuancerne. På ”Misery” veksles der mellem et overgearet og vemodigt udtryk, mens ”Sunset to Sunset” med en herligt iørefaldende attitude tydeligvis har appetit på at gøre kål på en hel døgnrytme. Hvis man kun kan betragte det nummer fra sidelinjen, er man ikke gjort af kød og blod!

En hjælpende hånd

Naturligvis må tempoet trækkes ned bagefter. Det sker med ”Simplicity”, men det er kun kortvarigt. Snart kommer der fart over det elektroniske arrangement, mens budskabet om at få bragt simpelheden tilbage i en kaotisk verden messes igen og igen. Nummeret ender i en drømmeagtig tilstand, og den høje puls får en pause.

Man er nu næsten halvvejs, og indtrykket kunne ikke være meget bedre. Således lever man fint med, at gruppen synger på engelsk, som om det stadig er et regulært fremmedsprog.

Desværre løfter den musikalske oplevelse sig ikke markant. Niveauet holdes stort set med ”Euphoria” og ”Bright Cities Keep Me Awake”, mens der er noget uforløst over den skyggeramte maskinpark ”Groundspeed”. ”Loebner” er sært skruet sammen. Der er et akustisk element først og sidst, og ellers handler det udelukkende om en hårdtpumpende energi, som ikke for alvor peger i nogen afgørende retning inden for rammerne af albummet.

Til sidst vil Spleen United bringe lytteren ned på jorden og tilbage til virkeligheden. Men på trods af antydninger af verdensmusik ender man et lidt for kedeligt og koldt sted.

Det bliver spændende at se, hvor varmt det bliver ude på spillestederne, når Spleen United i februar tager på en turné i Danmark.