Sods/Sort Sol: Sort Sol

PUNK/ROCK

Sods/Sort Sol:

Sort Sol

Bokssæt med 8 studiealbum og 3 cd'er med ekstra materiale fra 1978 til 2004

Universal Music

Hvis punk handler om at blive ved med at vælge sine egne veje, har Sods, der blev til Sort Sol, altid været et punkband.

Det kan godt være, at Sods indledte karrieren med at spille punk, og siden som Sort Sol begyndte at spille rock i alle mulige afskygninger samt strejfede country, flirtede med ballader, kæmpede med teknologi og triphop og lykkedes med storladen pop.

Men når man på én gang genhører hele pakken af musik, viser der sig et skarpt billede af en dansk gruppe, der uden hensyn til renommeet har valgt at gøre noget nyt hver gang.

Ævl og kævl

Det har uden tvivl ikke været nemt, og historierne om internt ævl og kævl i Sort Sol er da også mange. Stadigvæk bliver konklusionen, at det er utrolig meget god musik, som det danske band har udgivet fra den punkede debut i 1979, ”Minutes To Go”, over ”Under en sort sol” og ”Dagger & Guitar” til det, der - indtil videre? - står som afslutningen, albummet ”Snakecharmer” i 2001.

Her var Steen Jørgensen og Sissel Kyrkjebø et umage par i duetten ”Elia Rising”. Sangen giver dog på underlig vis stadig mening og er i øvrigt i godt forskelligartet selskab med bl.a. hittet ”Rhinestone”, en sær starut som ”Daddy Howard In Queens”, glamrockeren ”Who's Afraid Of Virginia Woolf” og coverversionen af Moody Blues' ”Nights In White Satin”.

Fortolkninger

Dét er langt fra den eneste fortolkning i den karrieredækkende boks.

Sort Sol, der altid har været optaget af andres musik og fortællingen om pop og rock, begyndte tidligt at fortolke andres sange. Mange af disse coverversioner, f.eks. ”Ruby Don't Take Your Love To Town” og ”Black Sabbath”, finder man på de tre bonus-cd'er, som man uden problemer kan høre fra begyndelse til slutning.

De mest kendte cd'er i boksen er naturligvis gruppens to populæreste plader:

”Flow My Firetear” gjorde i 1991 endegyldigt op med tanken om Sort Sol som eksklusivt kult-, kunstner- og københavnerband, og den ekstremt fokuserede og grundigt producerede rockplade med ”Siggimund Blue” som pejlepunkt fremstår stadig nogle promiller mere fuldendt inden for rockens rammer end efterfølgeren ”Glamourpuss”.

Det album, der udkom i 1993, fik til gengæld et endnu større kommercielt vingefang på grund af ikke mindst succesen med ”Let Your Fingers Do The Walking”, der har selskab af flere andre ballader.

Omvendt skal man aldrig glemme, at samme skive byder på de aggressionslystne ”Dog Star Man”, ”Popcorn”, ”Eileen Alphabet” samt ikke mindst ”Shaheeba Bay”. Desuden er det over syv minutter lange psykedeliske trip ”Bangalore Flow” absolut værd at genhøre.

Sin egen vej

Boksens styrke er overordnet set, at der ikke er nogen plade, som der er behov for at ignorere. Så man kan tage dem fra en ende af eller begynde med favoritterne og så bevæge sig frem og tilbage i rækken af cd'er. Man kan vælge sin egen vej, som Sort Sol har gjort det.