Gary Lightbody står i spidsen for Snow Patrol. Foto: Lizette Kabré.
32-årige Gary Lightbody er opvokset i Nordirland, og hvis du spurgte ham, hvilket fodboldhold han holder med, ville han svare Manchester United.
Hvilket ikke er så underligt.
En af de største fodboldskikkelser i britisk fodbold, George Best, kom fra Nordirland og havde sin storhedstid i Manchester U. i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne. George Best døde i 2005.
Derudover kom en af klubbens store navne i 1980'erne, Norman Whiteside, fra det nordirske, hvor Gary Lightbody i flere år er blevet betragtet som en af de største rockstjerner.
Lightbody står i spidsen for bandet Snow Patrol, der har rødder i både Nordirland og Skotland - og som er et af de mest populære rockbands i Storbritannien.
Tirsdag den 19. maj kommer gruppen til Danmark for at optræde i spillestedet Vega. Her optrådte bandet også et par gange tilbage i 2006.
Det er især numrene "Run" og "Chasing Cars", som gruppen er blevet kendt for - og som har gjort de to album "Final Straw" og "Eyes Open" til bestsellere i millionklassen.
Det seneste album "A Hundred Million Suns" udkom i 2008 - og fik en fin begyndelse på flere hitlister rundt om i verden, ikke mindst i Storbritannien og USA.
Pladen har dog i det lange løb ikke været så kommerciel stærk som de to forgængere.
Da Gary Lightbody i fjor var i København for at møde pressen, udtrykte han da også tvivl om, hvorvidt bandets nye album ville hitte i samme omfang som de to forrige.
Til gengæld var han overbevist om, at den nye sang ”The Golden Floor” var gruppens hidtil mest perfekte nummer:
»Det er den bedste sang, som jeg nogensinde har skrevet, og det mest fantastiske nummer bandet har lavet, når det gælder musik og produktion. Sangen handler om det allersidste, som jeg ville gøre, hvis verden faldt fra hinanden, og rent musikalsk viser den Snow Patrol fra den allermest eventyrlystne side.«
Snow Patrol
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



