Slayer: World Painted Blood

Slayer:

World Painted Blood

American Recordings/Sony Music.

Opløsningstendenserne hos de engang stilskabende amerikanere har de senere år været til at få øje på. Både på scenen og i interviews har der været en træthed at spore, der ikke blot var at tillægge den evindelige turne-studie-rytme.

Specielt forsanger Tom Araya og guitarist Kerry King har virket som midaldrende mænd, der ikke rigtigt kan finde ud af, om de skal smide, hvad de har i hænderne og tage fat på et nyt kapitel af livet.

Thrashmetal tærer i sagens natur på fysikken, og derfor er det klart, at en Tom Araya, der nærmer sig de 50, ikke har så forfærdeligt mange år tilbage, hvor han holde til at spille i et så opskruet tempo.

Eller det er i hvert fald, hvad man kunne tro, lige indtil man hører det nyeste udspil ”World Painted Blood”.

Trommegud

Måske er det en sidste opflammen før evigheden, men Slayer viser her, at de rent musikalsk på ingen måde er trætte gamle mænd. Ikke siden den fremragende ”Seasons In The Abyss” fra 1990 er bandet hørt så sprudlende.

Kerry King og guitarkollega Jeff Hanneman riffer og soloer direkte, inspireret og helt ustyrligt hen over den cubanske trommegud Dave Lombardo's celebrering af begrænsningens kunst.

Selv om alt eksekveres i højt opskruet tempo, leverer han netop kun, hvad det enkelte nummer har brug for. Dette i modsætning til mange fra den nyere generation af metaltrommeslagere, der på godt og ondt konstant synes at skulle bevise talenterne.

Anti-Amerika

Den rasende ”Psychopathy Red”, der i over et år har været at finde på nettet, står sammen med ”Hate Worldwide” i den ene ende af pladens udtryk. Lynhurtige, knaldhårde og lige på.

I den anden ende ligger den rytmiske ”Human Strain”, der med sin – for Slayer – alternative opbygning skaber en ligeså ildevarslende atmosfære som den næsten rockede ”Playing With Dolls” og den underspillede ”Americon”

Teksterne er her et angreb på den amerikanske stat og dennes påståede sammenblanding af krigsførelse og olieinteresser, og også ellers er vi ude i Slayer-standardvare tekstmæssigt.

Der bliver således heller ikke sparet på blodige metaforer og anti-religiøse paroler, men indpakningen – det sublime sammenspil og den forrygende aggression - gør ”World Painted Blood” til en af de store i Slayers diskografi.

Den havde man ikke set komme. Måske er pensioneringen alligevel udskudt nogle år.