Slayer (Valbyhallen)

Halvvejs under koncerten kunne man få den mistanke, at de opløsningsrygter der har fulgt Slayer det sidste stykke tid, skulle have noget på sig. Selvom sætlisten bestemt ikke var hverken kedelig eller bovlam, kunne fornemmelsen opstå, at man var vidne til fire midaldrende herrer, der lige skulle have endnu en koncert overstået.

Den første halvdel af koncerten var nemlig en lettere livløs afspilning af de største numre, uden at der var den store kommunikation med publikum, andet end et par høflighedsfraser.

Alligevel fungerede sange som ”War Ensemble”, ”Seasons In The Abyss” og ”South Of Heaven” virkeligt godt og bragte minderne tilbage til dengang, da Slayer i deres hensynsløse kraft var så saftspændte og struttende af aggression, at intet andet band kunne komme i nærheden.

Sådan er det ikke længere, og på trods af at det splinternye nummer ”Psychopatic Red” virkede lovende, indfandt trætheden sig efterhånden.

Thrash-mesterværk

Men så skete det. Uden nogen advarsel blev den monumentale ”Angel Of Death” efterfulgt af de to nakkebrækkere ”Piece By Piece” og ”Necrophobic”, og da kunne man se publikums smilende ansigter nikke anerkendende til hinanden. De aldrende mænd på havde fundet ny energi frem og resten af koncerten blev ét langt gevaldigt triumftog.

Bandet spillede simpelthen det mægtige ”Reign In Blood”-mesterværk fra 1986 i sin fulde længde, afsluttende med den forrygende sammenkobling af ”Postmortem” og Raining Blood”. Og så kunne alle forlade Valbyhallen tilfredse, på trods af at der efterfølgende ikke kom ekstranumre.

Man kan spørge sig selv om koncerten underbyggede rygterne om opløsning, eller om den viste, at Slayer stadig kan rive sig selv op ved hårrødderne, når det gælder. Faktum er, at der skulle et 22 år gammelt album til for at kickstarte aftenen for alvor, og det må da føre til overvejelser.

Skulle Slayer vælge at afslutte deres karriere med den kommende plade, skal der herfra ikke lyde nogen beklagelser. Godt nok vil bandet blive savnet, men objektivt set vil dette være bedre, end at legen bliver fortsat for længe.

Vi kan jo stadig bare hente ”Reign In Blood” – eller en anden af deres klassiske thrash-perler - ned fra hylden, og så selv hensætte os til midten af 1980’erne.