Anmeldelse: Sanne Salomonsen: Tiden brænder

Rock/Pop-cd

Sanne Salomonsen:

Tiden brænder

Mermaid Records/Sony Music

Det er den nemme løsning at gøre som alle andre.

Lige nu klumper så mange spillere på den danske musikscene sig sammen på så få centimeter af samme banehalvdel, at det begynder at blive absurd.

Selv veteraner som Thomas Helmig og Anne Dorte Michelsen lader sig tæppebanke af sted tilsat tidens syntetisk trampende toneklang, hvor man næsten ikke gider prøve at skjule, at det er Medinas kommercielle succes, der er det direkte forlæg.

Det begynder at minde om slut-1970'ernes disco-vælde, hvor alt fra Blondie over Rod Stewart til Kiss endte med at gå i discofælden. Til sidst nåede man så tårnhøjt over kvalmegrænsen, at det endte med en folkefest, hvor forlystelsen bestod i sprænge et bjerg af disco-plader i luften på et stadion.

Når man hører det nye Sanne Salomonsen-album, er det oplagt at spørge, om nogen har overvejet at booke en dato på Brøndby Stadion?

En ny sang som ”Over det” er old girls-versionen af Medina. Et rendyrket forsøg på at kalkere en mut, selvbekendende tone og et klinisk programmeret danse-flow.

Det hører med til historien, at den barske og spekulative foryngelseskur her rent håndværksmæssigt lykkes ganske effektivt for producer Sune Hånsbæk. Men hvad skal vi med en så åbenlys, blegnæbbet opportunisme?

Sanne Salomonsen vælger yderligere at være ung med de mindst interessante unge, når hun forudsigeligt får Nik & Jay en tur forbi studiet, så de kan hælde hul og selvfed rap på ”Små soldater”.

Glimrende åbning

På Salomonsens nye album giver sådanne desperate kommercielle træk især anledning til farlige hovedrystelser, fordi sangerinden og hendes talstærke hold samtidig viser, at de faktisk kan skabe hæderlig pop-rock i et univers, der ligger i naturlig forlængelse af sangerindens lange karriere.

Åbneren ”Dæmoner” er glimrende. En snild klanglig opdatering af 1980'ernes umådeholdne rock.

Og en lyrisk interessant karaktersang om en tjekket normaldansker, der mister tøjlerne efter mørkets frembrud, når de undertrykte lyster brænder i kødet.

I melodi og tekst er der tale om en bevidst opfølger til det gamle Sneakers-hit ”Woodoo”, hvilket fungerer fint som et vittigt og begavet vink til Salomonsens fortidige bedrifter.

Hjem til Lissabon

Der er også god, ruskende dynamik i den funky ”Tiden brænder”, hvor rock-divaens berømte røst er i fin balance mellem glødende varme og velkendt volumen. Det klæder samtidig den voksne dame at få noget smerte at arbejde med i den vemodigt tilbageskuende ”Hjem”.

Vel er ”Rock'n'roll” letkøbt og lommefilosofisk, men den tager trods alt rama-chancen og lever op til titlen som et muligt funklende live-kort.

Afslutning på toppen

Albummet slutter også på toppen med den overraskende velarrangerede og intime ballade ”Lissabon”. Den har en troværdig sensualitet, der ellers udebliver i albummets overvægt af distancerede og ofte ret ligegyldige karaktersange.

Det er oplagt for Sanne Salomonsen at bruge denne skæring som fremtidigt pejlemærke: Skru ned for de hysterisk kommercielle krumspring - og find ro i en mindre anstrengt musikalitet, der tør være sig selv og sin egen historie bekendt.