Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Robert Plant: Band Of Joy; Robert Plant &.. | musik.guide.dk

Robert Plant: Band Of Joy; Robert Plant & Band Of Joy (HMV Forum, London)

Led Zeppelin-sanger Robert Plant gør ikke, som fanskaren drømmer om. Men hvorfor skulle han også det?

Robert Plant:

Band Of Joy

Decca/Universal Music

Udkommer i dag

HMV Forum, London:

Robert Plant med Band Of Joy

London

Engang blottede han til koncerterne et lettere behåret bryst og foretrak jeans med et stort machobælte. Midt i en ordentlig manke af hår kunne man finde et vokaludbrud af de ekstraordinære.

Robert Plant var sexsymbol og stemmen i det britiske band Led Zeppelin, der herskede i rockmusikken i en halv snes år.

Meget større blev det ikke, meget mere ekstravagant kunne det heller ikke være med privatfly og hysteriske groupies.

Men så døde bandets muskelbundt, trommeslager John Bonham, og Plant, Jimmy Page og John Paul Jones kunne ikke finde ud af at fortsætte.

Led Zeppelins musik lever dog videre. Hovedparten af de gamle studiealbum er fortsat attraktive for nye generationer, og hver gang der udkommer et opsamlingsalbum eller en dvd med musik og levende billeder, bliver der tale om en kommerciel succes.

I december 2007 samledes Plant, Page og Jones igen under navnet Led Zeppelin - med John Bonhams søn, Jason Bonham, som trommeslager. Showet i London blev en succes, men selv om der både før og efter blev spekuleret i en verdensturné, blev det aldrig til noget.

Robert Plant var en stor del af forklaringen. Selv om han var begejstret for London-koncerten, kunne han ikke stige på det gamle luftskib. Han havde planer, der handlede mere om en nysgerrig rejse på egen hånd end om dollars, pund og euro. Samme holdning havde Jones og Page også - påstod i hvert fald Plant, da han med en officiel meddelelse lukkede spekulationerne om en turné.

Glød og friskhed

På scenen i HMV Forum denne torsdag aften i London synger han Led Zep-klassikeren ”Misty Mountain Hop”.

Man kender ordene, men musikken er anderledes. Mere vemodig og mindre rockpotent kunne man mene om nummeret, som Robert Plant leverer i selskab med en genopfindelse af Band Of Joy, gruppen, som han var en del af før Led Zeppelin.

Han er endnu en gang i jeans, men brystkassen er stort set skjult i en lidt for stor skjorte. Den lyse løvemanke er stadig imponerende.

Men det vigtigste er, at den 62-årige Plants vokal har en imponerende glød og friskhed. Han lyder virkelig, som om han stadig elsker at synge.

Under koncerten manøvrerer han i flere forskellige genrer - blues, country, folkemusik og noget nær støjrock. Lyden af Led Zeppelin får man til gengæld ikke. Desværre, banker hjertet. Heldigvis, insisterer hjernen.

For ingen skal dømmes til at lyde på en bestemt måde. Til gengæld er han for gavmild med at overlade spotlyset til de andre for selv at nøjes med at synge kor eller spille mundharmonika. Den går ikke. Folket er kommet for at beundre og bedømme en af rockhistoriens største sangere.

Magien genopstod ikke

Til højre for Plant står den blændende guitarist Buddy Miller. Han har mange lyde at byde ind med, og i de bedste sekvenser tilfører han arrangementerne drømmeagtige udtryk og mere voldsomme ekspressioner.

Til venstre for Plant er den spinkle sangerinde Patty Griffin, der med sårbarhed i stemmen supplerer hovedpersonens sangforedrag. Men Griffin er trods alt ikke bluegrass-stjernen Alison Krauss, som Plant havde så stor succes sammen med.

Deres fælles plade ”Raising Sand” fra 2007 var forrygende og blev fortjent en sællert og prisbelønnet. Faktisk var planen, at Krauss og Plant skulle udgive endnu en skive. Da det kom til stykket, kunne de to stjerner ikke genfinde magien i studiet - og så ville Plant hellere være fri for i stedet at genopfinde Band Of Joy på scene og plade.

Mens koncerten i London var god, er albummet rigtigt godt. Udgivelsen, der næsten udelukkende indeholder fortolkninger, står stærkt som en spændende enhed. Det skal bandet have tak for. Når det er sagt, er der aldrig tvivl om, hvem der er hovedpersonen. Robert Plant synger forrygende godt, og så er det altså kun ham, der risikerer noget.

Pladen kan betragtes som den britiske sangers uforbeholdne kærlighedserklæring til amerikansk musik og især blues, folkemusik og country, som bliver udsat for forskellige temperamenter.

Nærmest poppet

Højdepunkter er ”Silver Rider”, der har nattens kulør og usikkerhed, ”Monkey”, der kravler rundt på tunge trommeslag og psykedelisk guitarræs, og ”Satan Your Kingdom Must Come Down”, som bevæger sig fra præriens knastørre landskaber og langt ud i sumpen.

Men tag ikke fejl. Han kan også gøre regnestykket enkelt op på den smukke ”The Only Sound That Matters” og gøre sig nærmest poppet på ”Harm's Swift Way”.

Kan man, mens man lytter til pladen, fuldstændig glemme tanken om en turné en dag med Led Zeppelin? Selvfølgelig kan man ikke det.

Nærmest tværtimod, når nu Robert Plant gør det så godt.

Hovedpointer

Robert Plants koncert var god. Albummet er en endnu bedre oplevelse.

Led Zeppelin-sangeren har vist sig som en både nysgerrig og modig megastjerne.

Anmeldelse af Robert Plant - Lullaby And - The Ceaseless Roar

08-09-2014: Led Zeppelin-legenden mangler de rigtigt gode melodier på sit nye album. Læs artikel

Anmeldelse: Bob Hund (Store Vega, København)

02-04-2011: Den skånske sekstet Bob Hund har udgivet et nyt album og har besøgt København med sin vanlige galskab. Læs artikel

Anmeldelse: Passion for triste sange

13-11-2010: De canadiske Cowboy Junkies er – 25 år inde i karrieren – ikke holdt op med at udfordre sig selv. Læs artikel

Anmeldelse af Daughter - Not To Disappear

15-01-2016: Trioen Daughter fremstår sammentømret på nyt album med flere spændingsfelter. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...