Det var umuligt at spore musikbranchens økonomiske krise, da den store årlige franske prisfest NRJ Music Awards foregik i Cannes i Sydfrankrig.
Amerikanske, britiske og franske popstjerner deltog i den tv-transmitterede festlighed lørdag aften, hvor nogle af tidens store succeser blev hædret og optrådte.
Britiske Robbie Williams blev udråbt til tidens internationale mandlige kunstner og gav et nummer. Amerikanske The Black Eyed Peas optrådte flere gange og modtog for sangen ”I Gotta Feeling” prisen for det stærkeste internationale hit.
Rihanna fra Barbados blev hyldet som øjeblikkets største internationale kvindelige kunstner, mens prisen for en ekstraordinær præstation i 2000-tallet gik til r&b-stjernen Beyoncé fra USA.
Der var også priser til lokale succeser som David Guetta og Christophe Willem. De hitter på et tidspunkt, da fransk musik er i alvorlig krise.
En ny rapport fra den internationale pladebrancheorganisation Ifpi oplyser, at antallet af udgivelser med lokale bands og solister er faldet drastisk i Frankrig, der traditionelt set betragtes som et af Europas største musikmarkeder.
Mens der i første halvdel af 2000-tallet blev udsendt 271 album i løbet af en seks måneders periode, blev der inden for samme tidsrum i fjor udgivet 107 album.
Samme negative tendens gør sig gældende, når man ser på antallet af kunstnere, som har fået en pladekontrakt, og undersøger hvor mange penge, der investeres i markedsføring af fransk musik. Ydermere kæmper den franske pladebranche forgæves mod illegale musikdownloads. Ifpi-rapporten skønner, at 25 pct. af de franskmænd, der benytter internettet, downloader musik på illegal vis.
I Cannes stod det dog i weekenden klart, at langtfra alle rock- og popstjerner tager ubetinget afstand fra musikforbrugernes ulovlige veje til ny musik.
Til den internationale musikkonference Midem, der blev indledt i Cannes' store kongrescenter i weekenden, afviste Ed O'Brien fra det populære britiske rockband Radiohead, at pirateri pr. automatik dræber musik. Han pegede bl.a. på, at den person, der skaffer sig et album på ulovlig vis, stadig køber billetter til koncerter og betaler for T-shirts med sit favoritband.
Da Radiohead for godt et par år siden udgav albummet ”In Rainbows” fik forbrugerne mulighed for at downloade numrene til den pris, som de ønskede. Ed O'Brien talte ved Midem ikke for denne opsigtsvækkende salgsmodel. Til gengæld sagde han, at prisen på musik skal ned, og at musikbranchen bedst muligt opnår en stærk pengestrøm ved at satse på langt flere forskellige salgskanaler og indtægtskilder end hidtil.
Pharrell Williams, der har produceret musik for bl.a. Madonna, Jay-Z og Britney Spears, ville heller ikke tale om musikpirateri som den store skurk. Han lagde i stedet vægt på, at musikere altid skal stræbe efter at forny sig, at god kunst udspringer af nødvendighed, og at en stærk fortælling om en ny kunstner kan være vejen til succes.
»En god sang er ikke nødvendigvis tilstrækkeligt til at bryde igennem. En stærk historie (om kunstneren, red.) kan medvirke til at skabe opmærksomhed,« sagde Pharrell Williams, som det amerikanske branchemagasin Billboard har udråbt til 2000-tallets vigtigste producer.
Den økonomiske krise i musikbranchen mærkes meget direkte hos arrangøren af Midem. I 2009 faldt deltagerantallet med over 10 pct. til godt 8.000. Årets deltagerantal offentliggøres først senere. Men det britiske branchemagasin Musicweek vurderer, at endnu færre deltager i år.
Den danske deltagelse på ca. 80 personer fra pladeselskaber, musikforlag og musikorganisationer er en mindre nedgang i forhold til i fjor, oplyser Giordano Bellincampi. Han er formand for Statens Kunstråds Musikudvalg, der støtter Midemprojektet med en halv mio. kr.
»Selv om færre deltager, er Midem stadig yderst relevant for dem, der er med. Ellers blev de bare væk. Det er jo dyrt at deltage i selve arrangementet. Desuden er alt - hoteller, restauranter osv. - dyrt i Cannes,« siger han.
Består af en musikkonference, der sætter fokus på tidens trends og problemstillinger, og en messe med deltagelse af blandt andet statslige musikorganisationer og private musikvirksomheder fra en lang række lande.
Midem foregår i kongrescentret i Cannes i Frankrig en gang årligt. Deltagerantallet i fjor var godt 8.000.
Ca. 80 personer fra en række danske pladeselskaber, musikforlag og musikorganisationer er tilmeldt årets Midem, der foregår til og med den 27. januar.
En showcase for dansk pop og dansemusik holdes mandag aften. Her optræder bl.a. Aura, Joey, Kenneth Bager og Morten Breum.
Dette arrangement er støttet af bl.a. Danmarks Eksportråd.
Færre danske deltagere til Midem.
Fransk prisfest hyldede Beyoncé.



