Robbie Robertson har udgivet albummet "How to become clairvoyant."
Robbie Robertson:
How To Become Clairvoyant
Macro-Biotic Records/Universal Music
Er udkommet
Den 67-årige canadier Robbie Robertson, der er aktuel med sit første soloalbum siden 1998, har for længe siden gjort sig fortjent til en fremtrædende plads i rockhistorien.
Han var medlem af en af verdens bedste rockgrupper, canadisk-amerikanske The Band. Bandet blev verdenskendt, da det midt i 1960'erne stod bag Bob Dylan, da han på scenen begyndte at sætte strøm til nogle af sine sange. Sammen indspillede The Band og Dylan også en række numre, der blev samlet på bl.a. ”The Basement Tapes”.
The Band bestod i en halv snes år af fem eminente, alsidige musikere. De kunne synge og spille blues, country, rock og soul, og sammen gav de numrene på især album-mesterværkerne ”Music From Big Pink” (1968) og ”The Band” (1969) en unik sjæl, historie og energi.
Bandet brød i sin fineste opstilling endegyldigt sammen midt i 1970'erne. Men gruppen påvirker stadig masser af musikere og genrer, f.eks. den alternative countrymusik.
Det var Robertson, der i sin tid forlod de fire andre, bl.a. fordi han var træt af turnélivet.
På det nye albums sang ”This Is Where I Get Off” finder man et par linjer, der kunne betragtes som en undskyldende efterrationalisering: »Walking out on the boys was never the plan. We just drifted off course, couldn't strike up the band«.
En ting er sikker: Som solist har Robbie Robertson også søgt det tætte samarbejde - bandoplevelsen - med en producer og dygtige musikere omkring sig.
På den nye plade udgør bassist Pino Palladino og trommeslager Ian Thomas den driftsikre rytmesektion, mens stjernerne Robert Randolph, Steve Winwood og ikke mindst Eric Clapton giver lyd fra sig i en grad, så man kan diskutere, om der er tale om et solo- eller bandprojekt. Clapton medvirker på syv numre, er med som sangskriver på to sange og står noteret for at have skrevet det meget lille instrumentalnummer ”Madame X”.
Med de mange gæster er der tidspunkter, hvor man synes, at hovedpersonens egne visioner er svære at få greb om. Men hvis man abstraherer fra alle gæsterne og koncentrerer sig om at lytte efter, er man som regel godt underholdt. Det sker ved hjælp af gennemproducerede og ambitiøst tænkte numre.
De har tykke rødder til blues, country, rock og jazzrock, og takket være Palladino og Thomas samt de dygtige korsangere huserer sangene som oftest på et iørefaldende groovy fundament, som det kommer til udtryk på titelnummeret og den lige så fine ”When The Night Was Young”. Den handler om dengang, da ungdommen tænkte, at den kunne ændre verden og standse krigen i Vietnam - og The Band var en ung realitet.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



