Ray LaMontagne: God Willin' & The Creek Don't Rise

Ray LaMontagne And The Pariah Dogs:

God Willin' & The Creek Don't Rise

RCA/Sony Music

Er udkommet

Hvis du ikke allerede kender Ray LaMontagne, er det på tide, at du kommer til det. Hvis du i forvejen er fan af amerikaneren med den hæse stemme, er hans nye opus en udsøgt fornøjelse, der ikke bare gentager hans tidligere stærke udgivelser. Faktisk er det hans hidtil bedste plade og definitivt et af årets mest imponerende udspil.

Det nye album er det første, som den 37-årige hovedperson selv producerer, og det er intet mindre end imponerende, som han splejser dybtfølt poesi, særegne sangforedrag og arrangementer, der kredser opfindsomt omkring stemningerne i de sene 1960'eres eminente countryrock og de tidligere 1970'eres smukke sangskrivertraditioner.

At amerikaneren holder særligt meget af legendariske The Band fornægter sig hverken i musikken, i den gammeldags tøjstil, som han foretrækker, eller i måden, som han lader det tykke sorte skæg stå på.

Holdbarhed og styrke

Albumoplevelsen begynder med den kollektive charmeoffensiv ”Repo Man”, der slår fast, at LaMontagne er i byen med et overlegent band, der virkelig kan få det til at swinge. Lige efter, på ”New York City's Killing Me”, skrues der helt ned for tempoet. Men tag ikke fejl, i denne stille countryrockballade grilles den amerikanske metropol.

Mens ”Beg Steal Or Borrow” og ”Old Before Your Time” bevæger sig på en lettere opløftende stemning, står balladerne ”Are We Really Through” og ”This Love Is Over” samt ”For The Summer” og ”Like Rock & Roll And Radio” som påtrængende spørgsmålstegn til kærlighedens holdbarhed og styrke.

Til Danmark?

Ray LaMontagne slutter, hvor han begyndte: Som en del af et groovy kollektiv, der vil aflevere en fin omgang rhythm & blues til budskabet om, at det er tid til at komme af sted.

Forhåbentlig ankommer amerikaneren snart til et spillested i Danmark. Med de nye sange og de gode gamle numre burde det blive en helt ekstraordinær koncertoplevelse.