Mike Tramp: Mike Tramp & the Rock'n'Roll Circuz; Rasmus Seebach: Rasmus Seebach

Mike Tramp

Mike Tramp & the Rock'n'Roll Circuz

Kick/Sony Music

Rasmus Seebach

Rasmus Seebach

Top Notch Music/ArtPeople

Mike Tramp - alias pæredanske Michael Trempenau - er og bliver en god historie.

Den oprørske rock'n'roll har trukket i Tramp siden hans spæde opvækst på Vesterbro. Også selv om han lige skulle omkring 70'er-pædagogiske sange i projektet Vesterbro Ungdomsgård og en tid som langhåret teen-idol i det kiksede Mabel.

Så fyrede han den af med poppet metal i dansk/amerikanske White Lion, som oplevede en hurtig afbrændt berømmelse omkring 1987, hvorefter de rullede ned fra MTV-toppen med nådesløs ekspresfart. Siden har Mike Tramp levet en marginaliseret tilværelse i rockmusikken, men i år blev han på ny medie-ombejlet herhjemme som den ukrukkede leder af et kor i TV 2's konkurrence ”AllStars”.

Hysterisk cirkushest

Den opmærksomhed skal selvfølgelig omsættes til indtægter, og Mike Tramp melder sig på markedet med et nyt soloalbum, der skal overbevise os om, at rock'n'roll-knægten Mike Tramp stadig er heftigt sparkende.

Det lykkes - og det er faktisk noget af det forstemmende ved albummet ”Mike Tramp & the Rock'n'Roll Cirkuz”.

Albummet lyder nemlig som om, Mike Tramp hænger permanent fast i året 1985, og hans tykt flydende rockmusik er slemt fattig på variation og originalitet.

Knive i ryggen

Mike Tramp har antydning af bekendelses-lyrik i ”When She Cries” (om datterens fødsel) og ”All of My Life” (en forbitret sang om troløse venner og sort musikbranche-nedtur). Men vi skøjter på den glatte overflade, og den 48-årige Mike Tramp forfalder til nostalgisk forblændelse og spark-røv-fraser, når det gælder om at bevise, at rock'n'roll-hjertet stadig banker som i gamle dage: ”Yeah I have been gone all of my life/ My heart and soul for rock'n'roll/ I gave up everything/ I wanna go back, I wanna go home”.

Måske skulle Mike Tramp bare studere kalenderåret og konstatere, at hans motto om at ”play guitar and skipping school” ikke længere er omdrejningspunktet i hans eget liv. Og at Lars H.U.G. måske havde en pointe, da han kaldte et album for ”Save Me from this Rock'n'Roll”.

Krummer eller ej?

Rasmus Seebach skal derimod ikke reddes fra et opslidende og omrejsende hårdrock-cirkus. Men han har bestemt brug for hjælp.

Ikke til at skrive melodier, for her har han arvet farmand Tommys flair for simpel snilde. Derfor er den tuttenuttede ballade ”Engel” også allerede et kæmpe download-hit. Men debutalbummet ”Rasmus Seebach” skriger derimod på habil tekst-assistance. Som albummet glider frem koger sødsuppen sydende over, og de flæbende banale pop-tekster snubler afsted på klodsede versefødder, så far Tommys Melodi Grand Prix-tekster til sammenligning kommer til at virke som rene kreative perler.

”Uh, jeg ved det er simpelt/ Ved det ik' er poesi/ Uh, det er jo bare mine tanker/ Bare endnu en melodi,” erkender Rasmus Seebach da også i tudeballaden med den fladtrådte titel ”Til dig”.

Det er utilfredsstillende at sangeren blot hejser det hvide flag og spiser lytterne af med pinagtigt kliché-romantiske pop-fraser, som ikke er en 29-årig voksen mand værdig.

Musikalsk kan Rasmus Seebach have en fremtid i dansk pop - med et udtryk et sted mellem Helmig, Nik & Jay og James Blunt - men Seebach junior bør fremover dele i porten med et bedre udvalg af professionelle tekst-snedkere.