R.E.M. er guitarist Peter Buck (tv.) og sanger Michael Stipe (th.)samt bassist Mike Mills. Foto: Krista Kennell, Zuma Press.
R.E.M.
Live At The Olympia
Warner Music
(4)
Det er et sårbart R.E.M., man kan opleve på denne 39 sange lange liveoptagelse fra Irland.
R.E.M. tog for to år siden til Dublin for at afprøve nye sange ved fem koncerter, som blev overværet af venner, familie og medlemmer af gruppens fanklub. Ikke alle numre var lige indøvede, men bandet har intet behov for at skjule de tvivlsomme versioner af sangene, der endte på sidste års comeback-album ”Accelerate”.
»Tilbage til det svære, nye materiale,« siger Michael Stipe på et tidspunkt, da han har nydt et pusterum med de velkendte, ældre sange.
Tilbage til tidlige versioner af singlerne “Man-Sized Wreath” og ”Supernatural Superserious”, som senere blev finpudset til albummet.
”Live At The Olympia” er en ærlig udgivelse i forhold til de mange perfekte livealbum, der ikke levner plads til fejl eller improvisationer.
Men det er samtidig et album, der meget tydeligt viser R.E.M.s fald fra tinderne. Selvom bandet viste sundhedstegn på ”Accelerate” efter det svært skuffende album ”Around the Sun” (2004), er der stadig langt op til højdepunkterne fra storhedstiden i begyndelsen af 1990’erne.
”Drive” fra mesterværket ”Automatic for the People” (1992) smadrer alt, hvad R.E.M. har udgivet de sidste 15 år, og det endnu ældre nummer ”Pretty Persuasion” må betegnes som en af bandets allerbedste sange.
”Live At The Olympia” er sjov for fans, der kan lide at høre numrene i forskellige versioner, men ejer man ikke alle studiealbum op til slutningen af 1990’erne, bør man sætte ind dér først.
R.E.M.
Michael Stipe (vokal)
Peter Buck (guitar)
Mike Mills (bas)
Studiealbum
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



