Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Prince - Art Official Age og.. | musik.guide.dk

Prinsen på den sorte hest

Den 56-årige amerikanske ener Prince er gavmild med to album på en gang. Bedst er han uden en fast bagtrop af kvindelige musikere.

Rock/funk
Prince
Art Official Age
NPG/Warner Music

Rock/funk
Prince & 3rdeyegirl
Plectrumelectrum
NPG/Warner Music

Midt i 1980’erne stod Michael Jackson og Prince som to enorme popidoler og den sorte musiks største mandlige stjerner.

Som årene gik, kom Michael Jackson efterhånden til at ligne en trist skikkelse. Problemerne tårnede sig op, og han kunne i de sidste mange år af sit liv ikke finde en vej tilbage til en menneskelig og musikalsk frihed.

Prince var anderledes. Han gjorde oprør mod sit pladeselskab, Warner. Han ville have en kunstnerisk frihed, som det ikke kunne give ham – og til sidst slap han fri. Samtidig lykkedes det på nærmest magisk vis Prince at finde en vej, hvor han ikke blev kvalt mentalt og kunstnerisk af idoldyrkelse og fanhysteri. Han havde sine forsvindingsnumre, men han kunne samtidig meget veloplagt møde sit publikum, når det mindst forventede det. Han tog teten. Det gør han stadig.

Prince giver fortsat en række koncerter, samtidig med at han komponerer, arrangerer og producerer masser af musik. Derfor er det ikke en overraskelse, at han udgiver to album, og det er sådan set heller ikke nogen sensation, at han udgiver musikken i samarbejde med sit gamle hadeobjekt, Warner. Det er – som de andre store gamle pladeselskaber – presset på indtjeningen, fordi forbrugerne ikke køber musik som i 1980’erne og 1990’erne. Derfor er selskabet naturligvis interesseret i at få en aftale med et stærkt brand som Prince. Han kan til gengæld bruge selskabet, fordi det kender hans historie og har stor erfaring med at distribuere musik og få sange i radioen og på hitlisten. Og hvis stjernesolisten i sidste ende er utilfreds med indsatsen, har han uden tvivl sørget for en hurtig vej væk til noget mere spændende. For han har siden bruddet i sin tid med Warner ikke været bange for at prøve nye ruter til publikum og opmærksomhed. I 2010 udgav han f.eks. sit album ”20Ten” med et musikmagasin i Tyskland. Tilbage i 2007 udsendte han albummet ”Planet Earth” i Storbritannien med et dagblad.

Funk og rock sammen

”Funknroll” er en sang, der i forskellige udgaver viser sig på begge de nye album. Hvilket giver god mening. Det har altid været en del af Princes vision at bringe funk og rock sammen i groovy konstruktioner, og det er dybest set hans greb om de to genrer, som præger begge album – med alt, hvad dertil hører af disco, soul, r&b, hiphop og mere moderne elektronisk dansemusik. Dermed også sagt, at de to plader hverken er fremtidsmusik eller fremstår som meget disciplinerede skikkelser. Det er i stedet prinsen på den sorte hest, der rider af sted med en drøm om, at musik stadig kan gøre en forskel for krop, sjæl og psyke.

”Art Official Age” er det mest kontrollerede værk af de to. Der er måske ikke én sang, der kan måle sig med det stærkeste i Prince-kataloget. Men det er et album fuld af overskud: Simpel glæde, stor opfindsomhed, masser af vovemod og en dosis humor. Og numre som ”Time”, ”What It Feels Like”, ”This Could Be Us” og ikke mindst ”Breakfast Can Wait” og ”U Know” swinger langt ud over, hvad der er standarden for tidens dansemusik. På den måde formår Prince at sætte en dagsorden, selv om hans musikrevolution foregik i 1980’erne og 1990’erne.

Mens ”Art Official Age” bliver markedsført som et »klassisk Prince-album«, beskrives ”Plectrumelectrum” som et »klassisk band-album« og dermed en indforstået henvisning til de tider, da amerikaneren indspillede musik med grupperne The Revolution og The New Power Generation.

Hans nye backingband lystrer på betegnelsen 3rdeyegirl, og basspillet bestyres af danske Ida Nielsen, som efterhånden har været med i Princes inderkreds i nogle år.

Albummets problem er, at Prince slipper tøjlerne og lader sit band opnå for meget opmærksomhed. Det kommer til at fylde for meget – med for lidt originalitet. Det er, når Prince kontrollerer løjerne, at dette opus lever, og der er steder, hvor han på bedste vis går Jimi Hendrix-grassat med sit guitarspil. Den side af Prince kommer ellers mest til udtryk under en koncert. Nu leverer han inden for albumformatet en række elektriske stød med guitaren, og det bliver én grund til at besøge ”Plectrumelectrum” igen. Men som en samlet oplevelse er albummet alt for ujævnt.

Anmeldelse: Jamiroquai: Rock Dust Light Star

14-11-2010: Jamiroquai understreger, at der bag den kække facade er et hjerte der banker for funk. Læs artikel

Anmeldelse af The Beatles - 1+

16-11-2015: Bokssæt: The Beatles er verdens bedste band. Når det gælder levende billeder, er den legendariske Liverpool-gruppe en blandet fornøjelse, dokumenterer en ny udgivelse. Men det er spændende og sjovt at være med på en kigger. Læs artikel

Anmeldelse af David Bowie - Nothing Has Changed, The Very Best Of Bowie

18-11-2014: Rock: Den 67-årige David Bowies mest omfattende opsamlingsalbum i en årrække tegner et mangefarvet billede af en innovativ, frygtløs kunstner. Hans storhedstid var 1970-1983. En ny sang opsøger et jazzet terræn. Læs artikel

Anmeldelse af Band Aid 30 - Do They Know It’s Christmas 2014

17-11-2014: Den nye udgave af ”Do They Know It’s Christmas” er en bleg udgave af den 30 år gamle original. Selv U2’s Bono har mistet de vokale kræfter, der skal til. Læs artikel

Anmeldelse af Eric Clapton & Friends - The Breeze – An Appreciation Of JJ Cale

16-08-2014: Eric Claptons nye album er en hyldest til JJ Cale. Masser af stjerner stiller op. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...