Primal Scream (Olympia, London)

Rockkoncert

Olympia, London:

Primal Scream

Der er få minutter til, showet skal i gang, da en yngre fyr indiskret spørger:

»Vil du købe stoffer?«

Tilbuddet, der høfligt afvises, skal naturligvis komme til en koncert, hvor sangene fra et af britisk musiks mest stofprægede album i de seneste 20 år bliver fremført.

Primal Scream kaldte sig et rockband, da man lagde navn til ”Screamadelica” i 1991. Pladen havde en rocket grundfarve, men den fik ved hjælp af ikke mindst produceren og dj'en Andrew Weatherall på nærmest mirakuløs vis en masse ekstra kolorit. Det gjorde udgivelsen til et unikt miks af intelligent dansemusik og psykedeliske trips, der blev spædet op med genrer som dub og gospel.

Man kunne dengang sagtens benytte pladen som et uskadeligt musiknarkotika, der kunne bringe én ”Higher Than The Sun” og på en ”Inner Flight” samt en fællesskabsfølelse som ”Come Together” og ned på jorden med ”I'm Comin' Down”.

Man kunne også bruge albummet som en invitation til at fyre helt op for den fede, sluge en farvestrålende lille pille eller to eller skyde sig i armen som en ynkelig junkie.

Kreativiteten blev tabt

”Screamadelica” var både et stykke magnetisk popkunst og en undskyldning for i første halvdel af 1990'erne at tage på en af de vildeste rusture, der i et stykke tid fremstod, som om den aldrig ville ende. Der udkom nemlig masser af god kreativ britisk musik, hvor rocken og dansemusikken pumpede synergisk sammen.

Men festen fik en afslutning, da stofferne fik overtaget hos både tilhørere og bands. De troede, at de havde kontrol. Først bagefter fandt de ud af, at de efterhånden havde tabt kreativiteten og evnen til at nytænke. En af de plader, som udtrykker dén skæbnefortælling bedst, er paradoksalt nok Primal Screams mørke mesterværk fra 1997, ”Vanishing Point”.

Den plade skal den skotsk-engelske gruppe nok finde anledning til at opføre i sin helhed på et tidspunkt. Det er blevet et hit blandt både musikere og publikum at rejse tilbage i tid ved at få en større eller mindre albumklassiker genoplivet.

Spiritualized har gjort det med ”Ladies And Gentlemen We Are Floating In Space”. Echo And The Bunnymen har gjort det med ”Ocean Rain”. Lou Reed har i bl.a. Operaen på Holmen opført klassikeren ”Berlin”. The Beach Boys-tænkeren Brian Wilson fandt en sikker vej tilbage til fanskare og nyt publikum ved at realisere sin vision om, hvordan ”Smile” i virkeligheden skulle lyde. Og til næste år kommer Pink Floyd-chefen Roger Waters til bl.a. Danmark med sit bud på ”The Wall” anno 2011.

Penge spiller en rolle

Der kan være mange grunde til, at en solist eller et band med en koncert søger tilbage til en gammel plade. I Primal Screams tilfælde handler det om tre ting, er jeg ret sikker på. En forklaring er, at den tidligere så interessante gruppe hverken har kræfterne eller ideerne til nye, spændende plader.

Penge er en anden grund. Der var udsolgt til begge koncerter i London, og til næste år tager gruppen på turné med den samme slags show.

Først optræder gruppen i cirka 45 minutter med et sæt af hits. Så leverer Andrew Weatherall et dj-sæt, hvor man i stedet kan vælge at shoppe amok i merchandiseboden med T-shirts, krus og badges, og herefter bliver der sat fokus på det næsten 20 år gamle album.

Den tredje årsag til at optræde med hele ”Screamadelica” er, som jeg ser det, at Primal Scream i dag i modsætning til dengang er i stand til at levere sangene. I sin tid havde gruppen fået appetit på livet med sex, stoffer og rock'n'roll med den Fedtmule-lignende sanger Bobby Gillespie som den, der gik forrest på et stenet syretrip.

Festen udeblev

I Olympia var han anderledes velforberedt og fokuseret samt interesseret i at kommunikere med fanskaren, der bestod af en del nybegyndere og flere tusinde 30-, 40- og 50-årige mænd og kvinder, der var med dengang.

»Lad os holde en fest,« opfordrede Gillespie.

Det lykkedes ikke for alvor. Et problem var den kæmpestore, iskolde hal, der spolerede alt for mange af nuancerne i de ellers levedygtige ambitiøse arrangementer, og som gjorde, at Gillespies vokalarbejde og gospelkorets kollektive styrke ikke kom til deres ret.

”Screamadelica” er et kunststykke, og derfor kunne pladen sagtens præsenteres i en rigtig – og mindre – koncertsal i London, f.eks. Barbican Hall eller Royal Festival Hall.

Ny rækkefølge

»Don't Fight It, Feel It” hedder det sært fløjtende diskodrøn på ”Screamadelica”. Til koncerten skulle man desværre kæmpe for virkelig at mærke albummets styrke og betydning. Det skyldtes også, at bandet havde lavet om på rækkefølgen for til sidst at kunne levere den spektakulære treenighed ”Higher Than The Sun”, ”Loaded” og ”Come Together”.

Den løsning ville have været velvalgt til en almindelig koncert med Primal Scream. Men da en af de største styrker ved 1991pladen netop var det formfuldendte forløb med optur, overdrev og nedbremsning, virkede dette virkemiddel i liveudgaven som en slags overgreb på selve ideen med hele ”Screamadelica”.