Poul Krebs har været i Ocean Studios i Los Angeles-forstaden Burbank for at indspille sit nye album. Foto: Anders Find
Selv om udgivelsesdatoen er sat til den 1. april, der er en onsdag, skulle den være god nok.
Poul Krebs udgiver denne dato nyt album. Det får titlen "Angeleno Road (Lige ved siden af virkeligheden)" og er indspillet i Ocean Studios i Los Angeles.
Der er ikke, som vi i første omgang skrev, tale om det berømte Ocean Way Studios, der i sin tid lå på 6000 Sunset Blvd, og betragtes som et af pophistoriens mest berømte studier.
Ocean Studios, der også har haft en lang række prominente kunder, ligger på San Fernando Blvd. Blandt kunderne har været såvel Avril Lavigne som Bruce Springsteen og My Chemical Romance.
Omkring sig i studiet har Krebs haft sit band, Per Chr. Frost, Christer Jansson, Morten Buchholtz og Peter Kjøbsted. De har indspillet 12 sange på fire dage, fortæller Krebs i en videosekvens på YouTube.
Producer har været danske Rune Westberg, der har bosat sig i Los Angeles og tidligere har produceret bl.a. Alphabeat.
I en pressemeddelelse bliver det forklaret, hvorfor Krebs har foretrukket Los Angeles og Ocean Studios i Los Angeles frem for en dansk studieadresse.
Der bliver lagt vægt på, at studiet kan levere akustik i verdensklasse, en af branchens bedste Neve-mikserpulte samt en imponerende samling af gammeldags mikroner og andet studieudstyr fra for- og nutid.
I YouTube-interviewet kalder Krebs pladen for en "hyldest til musikken". Hans egen vurdering er, at albummet lyder anderledes end det, som han hidtil har udgivet.
Albummets hovedtitel er inspireret af den gade, som Krebs og bandet skulle krydse hver dag på vej til studiet.
Første single fra pladen er "En dag som i dag", der er sendt af sted til en række radiokanaler.
Poul Krebs er i januar og februar på turné med Michael Falch.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



