Poul Krebs: Magnolia Tales

POUL KREBS:

MAGNOLIA TALES

KrebsFalch/Gateway

UDKOMMER I MORGEN

En parade af sangskrivere er i tidens løb draget til den musikalske hovedstad Austin, Texas, der kan fremvise spillesteder i nogenlunde samme omfang, som Nørrebro kan byde på pizza-bikser.

Musik-mekkaet har også lokket den rutinerede danske provins-troubadour Poul Krebs til sig. Sangskriverens nye album emmer af benovelse over stedets karisma og over samarbejdet med guitaristen og produceren Charlie Sexton, der - hold nu fast! - spiller med selveste Bob Dylan.

Postkort fra slottet

Men man kan altså også indspille på den mørke side af Månen med syre-profeten Syd Barretts spøgelse og stadig lave uinteressante album, hvis de spændende sange ikke dukker op. En sådan skæbne rammer Poul Krebs' nye udspil, hvor selv titlen er inspireret af det amerikanske ophold. Der står nemlig et magnolia-træ uden for studiet i byen, hvor pladen er indspillet. Og det samme gør der i Krebs' egen have. Idéen er vist at henføre det til noget fællesmenneskeligt, men man lytter netop forgæves efter overbevisende universelle sange, der kan slå rod fra Nærum til Nashville.

Tag nu ”Spirit of Vignelaure”, som, jeg kan læse mig frem til, er et musikalsk postkort fra et specifikt vinslot. Sangen rummer dog ikke antydning af en berusende fortælling, og musikken er så døsig modstandsløs, at man dårligt bemærker den.

Det er ”Magnolia Tales”, når den er værst, og det er albummet desværre på mange skæringer. Det gælder f.eks. ”Tomorrow's Just Another Night”, der halter af sted på et ubalanceret og rodet musikalsk arrangement. Sangen handler muligvis om en taxachaufførs rutiner, men fyren forbliver et fuldkommen overfladisk bekendtskab.

Åndsfraværende

Samme snublende tekst og musik underminerer også road movie-fortællingen ”Rhythm of My Road”, som bl.a. byder på følgende konstruerede indfald: ”There's a Porsche in the fast lane/like a thought that just escaped me”.

I ”Just a Moment” burde selvkritikken igen have sagt stop: En intetsigende og søvndyssende romantisk ballade, der klinger af trætte spillemænd på åndsfraværende studie-job.

Americana-floskler

Man søger forgæves efter argumenter for, at Poul Krebs skal synge på engelsk, når han disker op med americana-floskler i stil med ”High school lovers/young hearts burned/A kiss on a back porch/lessons were learned”. Lige netop i denne sang, ”Marie (I Say Nothing)”, frembringer Krebs og lejesvende dog en venlig mainstream-rock, og både hovedperson og musikere løsner omsider op til en gang organisk og frit swingende rock på ”Why Do You Move so Fast?”

Men det er alt for lidt til at retfærdiggøre udgivelsen af et fejlslagent eksperiment, der ender som det mest overflødige Krebs-udspil, denne lytter har oplevet.