Anmeldelse: Portishead (Roskilde Festival)

Orange Scene:

PORTISHEAD

Fredag

Desperate enetaler om ugengældt kærlighed.

Skal vi trækkes med den slags i den bedste sendetid foran Orange Scene?

Ja, hvis Beth Gibbons fører ordet og lader resten af Bristol-trioen Portishead akkompagnere, kommer der ingen klager herfra.

Sent fredag aften lagde forsanger Beth Gibbons sin skrøbelige vokal til rette på et nøje afstemt miks af rock, jazz, blues, hiphop og elektronisk musik, der skabte jubel langt ude i landskabet, selvom mange af festivalens fremmødte teenagere næppe havde skiftet bekendtskab med Portishead på forhånd.

Triphop-stjerner

Sammen med Tricky og Massive Attack stod Portishead i spidsen for 1990’ernes britiske triphop-scene, som bedst kan beskrives som en jazzet og svært tilbagelænet version af hiphoppen.

Bristol-gruppens stilskabende debutalbum "Dummy" (1994) blev et stort hit på små caféer og store spillesteder, og det var da også store hits som "Glory Box", "Sour Times" og "Wandering Star", der vakte størst begejstring foran Orange Scene.

Et godt miks

Det tog Portishead hele 11 år at færdiggøre det tredje album "Third" (2008), der bygger på 1960’ernes psykedeliske rock og 1980’ernes industrielle rytmer og dermed distancerer sig kraftigt fra de venlige toner på gruppens to første udgivelser.

På Roskilde Festival havde Portishead ingen problemer med at mikse nyt og gammelt materiale. Med en kløgtigt sammensat sætliste og delikate sort/hvide billeder på storskærmene gik alt op i en højere enhed.

De nye numre stod på ingen måde i skyggen af fortidens hits.

Kras kontrast

Den krasse "Machine Gun" stak ud som kontrast til de cafévenlige toner, og de færreste kunne stå for de raffinerede temposkift og lyden af maskinpistoler, der med ét forsvandt i mørke keyboardklange, der ledte tankerne hen på tidlig Depeche Mode. Lydmanden Geoff Barrow tryllede bag maskinerne, og guitarist Adrian Utley udfordrede konstant publikum med uforudsigelige riffs.

Og selv om Beth Gibbons kan virke angst og indadvendt, tog hun imod med åbne arme. I finalen "Carry On" sprang hun ned fra scenen og kyssede og krammede sine fans på forreste række.

Og lad os så håbe, at Portishead fortsætter og ikke er alt for mange år om at færdiggøre det fjerde album.