Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af TV-2 - Det gode liv | musik.guide.dk

Anmeldelse af TV-2 - Det gode liv

TV-2 reducerer samarbejdspartnere til statister på stilrent album.

POP/ROCK
TV-2
DET GODE LIV
Universal Music


Lige meget hvor mange hippe producere, brølende operasangere eller excentriske poeter, TV-2 har på gæstevisit i studiet, ender bandet altid med at lyde som sig selv. Det er en velsignelse og begrænsning i ét. En fast karakter er et klædeligt træk. Men tryghed og forudsigelighed skærper ikke appetitten efter mere, og TV-2 er trods alt nået til 18. studiealbum.

Særligt indbudte på ”Det gode liv” gør hverken fra eller til. Skuespilleren Connie Nielsen er ren vokal statist, og den allestedsnærværende Jørgen Leth er overflødig efterplaprer i ”Den øverste knap”.

TV-2 har lavet et album på egne præmisser, modsat f.eks. ”De første kærester på månen”, hvor producer Thomas Troelsen fik et vist spillerum. Denne gang er Mads Bjørn og Andreas ”Maskinen” Sommer placeret i producerstolen, men klangen på ”Det gode liv” er TV-2 signatur- stemplet poprock.

Driftsikker vare

Steffen Brandt og hans faste veteran-makkere klarer sig også fint uden krykker og invalidebil, og albummet er stilrent. Men det er kun i momenter nytænkende og overstrømmende pop-medrivende. Det sidste savnes på singleudspillet ”Frys”, som er driftsikker poprock, der snurrer med kække keyboard-melodistumper, mens Brandt leger med en romantisk fiks idé om at fryse billedet lige der, hvor det hele falder på plads. Det er ikke dybt eller originalt, og der er et stykke op til pragthits fra det seneste tiår som ”Randers Station” og ”De første kærester på månen”.

Men et nyt nummer som ”Grib Karpen” kan faktisk leve op til den fantastiske titel, der latterliggør fladtrådt ”carpe diem”-filosofi. Det er et opmuntrende skulderklap til alle, der savner overskud til at gribe dagen hele dagen, og som er kørt træt i selvrealiserende drømmere.

TV-2 genfinder en tætpakket bandenergi med dynamiske bas/guitar-figurer og holder sig mådeholdent til popformatet. Det er høj klasse, og det fungerer også fint, når der er soloudbrud i ”Berlin”. Den begynder melankolsk svævende med mindelser om Suedes ”Europe Is Our Playground” og ender i et Pink Floyd-lignende klimaks. Brandt maler storbyen grå med et berlinertraume, der skærer direkte gennem hjertet på den forladte.

Den melodi-spindende ”Sommeren med mig og Monika” er endnu et glimrende indslag, hvor bandet runder yndlings-temaet om uskyldskejtet ungdom.

Leonard Cohen light

Andre sange nøjes med at være sympatiske. Som den storfilm-orkestrerede ”Dig og så mig (og så alt det derude)”, hvor terrortruslen er rykket helt ind på klos hold af den danske parcelhus-hverdag. Tolerance-prædikanten Brandt ryster på hånden over den påtrængende ondskab. Men han vælger at udtale et slags ”ro på” med linjen »om lidt sætter frygten ild til dit hus«, og lytteren må selv beslutte, om det er letkøbt eller ej.

Så er der mindre vellykkede sange som ”Hospitalet for ødelagte ting”, hvor der går uforløst Leonard Cohen i den, og den indforståede og monotone ”Bagud af dansen”. Her ender titlen som et selvmål.

TV-2-rutinerne får dog ét skud fornyelse i skikkelse af ”Lee Harvey Oswald Helmuth”. Endnu en supermule-titel fra Brandt, og den atypiske popfunk klæder den mystiske udredning af personligt tankegods.

Den drillende sølvræv Steffen Brandt har stadig overraskelser skjult bag popøret. Men hvis TV-2 vil slippe for at høre mere anmeldervrøvl, skal der fortsat luges ud i rutinearbejde og flygtige sangbekendtskaber.

Anmeldelse af Mew - + -

25-04-2015: Mews kringlede rock er tilført et adrenalinsusende skud pop. Læs artikel

Anmeldelse af Love Shop - Kærlighed og straf

20-10-2014: Der er kryptisk stilstand i Love Shop, mens Rasmus Walter prøver at holde hitkarrusellen kørende. Læs artikel

Anmeldelse af Morrissey - World Peace Is None of Your Business

14-07-2014: Rock/pop: Morrissey er i overdådig lyrisk form på nyt album. Musikken følger trop det bedste, den kan. Læs artikel

Anmeldelse af Nina Persson - Animal Heart

28-01-2014: Nina Persson gør stille comeback med original komfort-pop. Læs artikel

Anmeldelse af Rasmus Seebach og Thomas Helmig

31-10-2013: Pop/rock: Det aktuelle slag om hitlisten står bl.a. mellem Rasmus Seebach og Thomas Helmig. Seebach lyder som en vinder. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...