Anmeldelse: Et særligt sæt spilleregler

Pink Floyd: Discovery (bokssæt)

EMI Music

Pink Floyd: The Dark Side Of The Moon - Immersion (bokssæt)

EMI Music

Historien om Pink Floyd har det meste.

En masse gode sange til at begynde med. Et medlem, der mistede forbindelsen til virkeligheden, mens de andre satte kurs mod et liv som rockstjerner, der bevægede sig stadig længere væk fra det publikum, der købte albummene i et omfang, så man skulle tro, at det var mere end musik, der kom ud af højttalerne.

Til sidst virkede det, som om ondskab fik overtaget. Et af medlemmerne mente, at han var mere værd end de tre andre, som dog endte med at tage en grufuld hævn.

Denne fortælling fandt sted i løbet af ca. 30 år, hvor pop- og rockkulturen ændrede sig kolossalt - til gavn for Pink Floyd: Salget af musik gik fra singler til album, der kunne sælges i millionvis i Europa, USA og Japan. Musikerne og med dem producerne og teknikerne i studierne fik, som årene gik, langt mere avanceret teknologi til rådighed. Det blev muligt at gøre numrene meget mere detaljerige end tidligere. Samtidig betød teknologien sammen med efterspørgslen hos publikum, at koncerterne med de mest populære navne rykkede ind i de største sportshaller og stadioner.

Den voldsomme pengestrøm i musikken gjorde, at der skabtes store pladeselskaber, store koncertarrangører og en eksklusiv skare af solister og bands, der - i hvert fald målt på omsætning og omkostninger - kom til at operere i en liga for sig. Pink Floyd hørte til i dette selskab. Det samme gjorde landsmændene i The Rolling Stones og irske U2.

Usvækket position

Det er 17 år siden, at det seneste studiealbum med Pink Floyd udkom. Men gruppens position i rockhistorien virker usvækket i en tid, hvor plade- og koncertbranchen satser på fortiden for at holde gang i pengestrømmen. Gamle albumklassikere bliver genudgivet med bedre lyd, masser af fotos og levende billeder, og mange etablerede bands og solister tager på stort opsatte turneer: Take That og George Michael har været her. Det samme har Pink Floyds Roger Waters.

Nu udsender pladeselskabet EMI Music alle studiealbummene med Pink Floyd. Lyden har fået en teknologisk overhaling, der gavner oplevelsen af alle de forskellige album.

Små detaljer i musikken kommer til syne, og der er blevet skabt en ny og afbalanceret form for ensartethed mellem pladerne fra 1960'erne, hvor der måtte eksperimenteres ud fra det muliges kunst, og frem til de sidste plader, hvor det i højere grad handlede om at holde igen på jagten efter effekter.

Den nye lydoplevelse ændrer ikke ved, at det er i tidsrummet 1971 til 1979, at man finder stjernestunderne. Dermed også sagt, at jeg foretrækker den anden udgave af Pink Floyd: Roger Waters som bassist, sanger og sangskriver, David Gilmour som guitarist, sanger og sangskriver, Richard Wright som keyboardspiller og sangskriver og Nick Mason som trommeslager.

Leg og naivitet

Der er i årenes løb brugt mange spalter på at fremhæve syrehovedet Syd Barretts rolle i den første udgave af Pink Floyd.

Kendsgerningen er, at han prægede de første singler og debutpladen ”The Piper At The Gates Of Dawn”. Den bliver til tider ophøjet til et mesterværk inden for den psykedeliske rock. Jeg betragter albummet som et billede på en tid, hvor der med opfindsomhed og naivitet blev leget med tanken om at flytte popmusik til nye, særprægede steder.

Når man i ét langt forløb lytter til hele rækken af plader i bokssættet, bliver det tydeligt, at Pink Floyd i længere tid end f.eks. The Beatles, The Rolling Stones, The Who og The Kinks søgte efter en stil.

Det forsinkede formentlig processen, at Syd Barrett først var svær at holde fast i - og siden svær at slippe for. Han havde i begyndelsen været en lederskikkelse. Den rolle tog Waters på sig, mens David Gilmour fra at være en gardering for Barrett arbejdede sig ind i bandets magtcentrum.

Med ”Meddle”, der udkom i 1971, lyder det, som om erfaring, evner og visioner rigtigt begyndte at spille sammen. Arbejdsforholdene under indspilningerne i forskellige studier var ellers ikke optimale. Gruppen kom og gik, fordi man samtidig havde forpligtet sig til en række koncerter. Alligevel formåede Pink Floyd at kreere gode popmelodier som ”A Pillow Of Winds” og ”San Tropez” og vellykkede eksperimenter i skikkelse af især den kollektive pragtpræstation ”Echoes”. Nummeret varer mere end 20 minutter og hører til de længste fra Pink Floyd. Kedeligt er det aldrig, da nummeret hele tiden udvikler sig i en ny retning med f.eks. en meget groovy sekvens midtvejs.

Et lykketræf

I min optik er ”Meddle” det lykketræf, som gør det muligt at realisere de langt større kommercielle succeser ”The Dark Side Of The Moon”, ”Wish You Were Here” og ”Animals” i løbet af 1970'erne.

En årsag til, at disse tre album bliver mere populære end ”Meddle”, er, at Pink Floyd i det færdige udtryk på disse plader skruer ned for improvisationerne og op for det meget mere eksplicitte i musikken og teksterne med sangene ”Money”, ”Wish You Were Here” og ”Sheep” som oplagte eksempler.

Dette kunstgreb blev en styrkelse af Roger Waters' og David Gilmours position i bandet, hvorimod Richard Wright i stadig højere grad måtte nøjes med at være en musiker, som udfyldte en rolle, før keyboardspilleren efter udgivelsen af ”The Wall” blev degraderet til at være gæstemusiker i det band, som han havde været med til at skabe.

En anderledes plade

”The Wall” er på mange måder en anderledes plade end de øvrige Pink Floyd-album.

Det er i udpræget grad Roger Waters' drøm om en konceptplade. Det er hans personlige fortælling, og det er en plade, der i langt højere grad end forgængerne har en konfronterende attitude. Det skyldes uden tvivl, at den britiske punk huserede udenfor som inspirationskilde.

Punken blev betegnet som en reaktion på alle traditioner og regler. Men den primitive punk kunne pudsigt nok også ses som en protest mod verdensfjerne rockmastodonter som f.eks. Pink Floyd.

”The Wall” er som album stadig noget ganske særligt i historien om Pink Floyd og rockmusik, hvilket måske bedst forklares ved, at der ikke er noget album før eller siden, som denne udgivelse reelt kan stilles overfor i en vurdering.

Genbrug og vellyd

De tre sidste studiealbum er groft sagt mere genbrug og vellyd end interessante historier og sange. Mens ”The Final Cut” er Waters' egotrippende light-version af ”The Wall”, er ”A Momentary Lapse Of Reason” og ”The Division Bell” i stor udstrækning David Gilmours soloværker.

Faktum er dog, at Gilmour fik lov til at bruge bandnavnet, efter at Roger Waters havde forladt gruppen i den tro, at Pink Floyd kun kunne lade sig gøre med hans tilstedeværelse.

Pink Floyd kunne i den grad klare sig uden Waters, hvilket blev understreget med den verdensturné, som Gilmour, Mason og Wright gennemførte som Pink Floyd midt i 1990'erne. Turneen, der gjorde holdt i bl.a. Parken i København, bliver stadig betragtet som en af alle tiders mest indbringende.

Lektien lært

I 2005 lykkedes det at samle Waters og de tre andre til velgørenhedsarrangementet Live 8, og der blev efter minikoncerten spekuleret i, om kvartetten ville tage på turné sammen. Det blev ved spekulationerne, som ikke længere giver mening, da Richard Wright døde i 2008.

Mindre kan gøre det.

David Gilmour giver stadig koncerter, mens Roger Waters har lært lektien om, at han skal turnere med Pink Floyds musik frem for sine solosange. Han udførte tricket med succes med musikken fra ”The Dark Side Of The Moon”. Han gjorde det med endnu større succes med ”The Wall”, der herhjemme fyldte Parken og multiarenaen i Herning. Dermed blev det understreget, at den britiske gruppes musik stadig har et ekstraordinært tag i publikum.

Spørgsmålet er, om der bliver en næste gang, hvor musikken får en teknologisk rengøring, bliver udgivet på cd og pakket ind i en pæn boks? Hvis der er et band, som overlever på den lille cd, er det Pink Floyd. Gruppens musik opleves afgjort bedst album for album - med den bedst mulige lyd og med booklettens ord og billeder ved hånden.

Helt sikkert er det, at den kunstneriske værdi ikke er faldet for album som ”The Dark Side Of The Moon”, der nu fås i en pakkeløsning med bl.a. en koncertoptagelse og en tidlig studieversion af pladen.

Der er dem, som vil påstå, at det er at presse citronen. Omvendt har der i en årrække været piratplader i omløb med alternative udgaver af albumklassikeren. Nu får man et iørefaldende, interessant alternativ, der dokumenterer, at det tog et stykke tid for Pink Floyd at nå frem til det endelige resultat.