Pink Floyd har ifølge britiske medier sagsøgt pladeselskabet EMI. På billedet ses David Gilmour (tv.) og Roger Waters. Foto: Lefteris Pitarakis, AP
Pink Floyd er et af verdens mest populære og bedst sælgende rockbands med albumsællerter som "The Wall", The Dark Side Of The Moon" og "Wish You Were Here". Det samlede albumsalg skønnes at være på mere end 200 mio. stk.
Ydermere betragtes gruppens to lederskikkelser, Roger Waters og David Gilmour, som to af Storbritanniens mest velhavende musikere.
Ikke desto mindre mener bandmedlemmerne, at deres mangeårige pladeselskab skylder dem penge.
Det oplyser den britiske avis The Observer.
Det fremgår ikke, hvad Pink Floyd mener at have til gode.
Det fastslås i artiklen, at bandet har sagsøgt pladeselskabet EMI.
Desuden oplyses det, at Pink Floyd mener, at pladeselskabet har regnet forkert, når det gælder udbetaling af såkaldte royalties i forbindelse med salget af bandets bagkatalog - dvs. Pink Floyds udgivelser siden begyndelsen i 1960'erne.
Pink Floyd betragtes som et af det britiske pladeselskabs allerstørste aktiver. Hos EMI finder man også navne som The Beatles, Coldplay og Robbie Williams.
Eksbeatlen Paul McCartney og bandet Radiohead forlod forud for udgivelsen af deres seneste studiealbum EMI.
Begge kritiserede selskabet for at gøre for lidt for kunstnerne.
Pink Floyds kommercielle storhedstid var i 1970'erne. Gruppen bestod i den periode af Waters og Gilmour samt Nick Mason og Richard Wright.
Efter albummet "The Final Cut", der udkom i 1983, sagde Waters stop - og troede, at Pink Floyd var fortid. Men de tre andre gik sammen senere i årtiet under Pink Floyd-navnet og udgav ny musik og turnerede.
I juli 2005 stod Waters, Gilmour, Mason og Wright sammen på scenen til Live 8 i London og spillede flere Floyd-klassikere. Siden blev det dog aldrig til mere end spekulationer om en comeback-turné.
Richard Wright døde 15. september i fjor.
Syd Barrett, som var frontfigur i Pink Floyd i 1960'erne, døde i 2006.
Studiealbum
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



