Anmeldelse: De eneste to: De eneste to

DE ENESTE TO: DE ENESTE TO

Copenhagen Records/Sony Music

UDKOMMER PÅ MANDAG

På papiret ligner det et frugtbart duosamarbejde. På den ene side Nephew-forsangeren Simon Kvamms elektroniske slagkraft og drilske labyrintlyrik. På den anden side Peter Sommers akustiske eftertænksomhed og ubekvemme anfægtelser.

Omsat til plade er der også overvejende tale om et velfungerende match, hvor Simon Kvamm og Peter Sommer lader tungsind og mørk melankoli få overtag i en række sange, der vil meget mere end blot at underholde på P3. Det sidste burde dog heller ikke være uden for rækkevidde.

Bare lyt til den farligt vanedannende første-single, ”Morten”, der er ganske repræsentativ for albummets sindstilstand. Sangen er et forundret spørgsmålstegn om, hvad der mon blev af barndomsvennen, der havde en masse knas derhjemme. Musikalsk flagrer nummeret hypnotisk ubesværet ud over de ensomme stepper.

En redningskrans

En anden af albummets sange kunne handle om den samme Morten, som nu er rendt hjemmefra og står klar til at springe ud fra Vejlefjordbroen - rystende af livslede. Tekstmæssigt er det ikke vildt raffineret, men det er vildt bevægende og bestemt konstruktivt. Ikke mindst for alle de lyttere, der her og nu drages af Michael Strunge-løsningen. ”Hvem springer du for” er med andre ord i god familie med R.E.M.s ”Everybody Hurts” og Morrissey's ”Angel, Angel Down We Go Together”.

Lys over Østjylland

Følg også trygt den lidt depressive duo på endnu et nedtursrutsjende nummer, ”Den lige vej”, hvor dæmonerne ellers lurer med sultent blik bag hvert mørklagt gadehjørne.

Kvamm og Sommer runder også lyse øjeblikke, som ”Østjylland Dreaming”, der både er selvhyldest og fejring af den jyske hjemstavn - leveret med supporterglød i kinderne.

Men det umage makkerpar har ikke indspillet et album støbt i homogen holdbarhed. Det hæmmes især af tre skæringer, hvor duoen har glemt basal sangskrivning, og hvor diverse skitser synes krøllet sammen. Det gælder den lidt anstrengende og electroknasende ”Tester”, den monotone ”De gode gamle dumme unge”, der sejler i smarte tricks og effekter, og dance/disco-daskeren ”Hell Yeah”, der lidt for kalkuleret og folkeligt kaster sig om halsen på det fladtrådte ”Vi har det åhh-åhh”-refræn. Den idé måtte Kvamm godt have bevaret til en fremtidig Nephew-b-side.

Hvis der altså overhovedet er en fremtid for Nephew, for Kvamm og Sommer hævder, at De Eneste To ikke skal opfattes som et fritidsband.

Hvis de går planken ud og fortsætter, må de gerne »igen og igen« diske op med flere værdige hits frem for kun »indimellem«.