Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:

Peter Green & Friends (Amager Bio)

Den innovative kraft sivede ud af Peter Green, da han for snart 40 år siden forlod Fleetwood Mac. Men der er stadig magi i hans guitarspil.

Amager Bio

Peter Green & Friends

Søndag aften

Varslerne fra hele to jyske bluesfestivaler i lørdags lovede ikke godt for koncerten søndag på Amager. Den 63-årige Peter Green skulle være falmet og klar til en fredelig pensionisttilværelse, forlød det.

Helt så heldigt så det vel heller ikke ud, at han havde brug for at følge med på tekstark (og noder?), når han sang.

I begyndelsen af koncerten havde hans stemme også svært ved at trænge igennem. Men for hvert nummer gik det bedre og bedre.

Et 20 år yngre band

I de bluesstandards, der var en del af repertoiret, kunne stemmen let forveksles med Eric Claptons, så det var mere guitarspillet, der kaldte på opmærksomhed. Hans nænsomme og følsomme berøring af strengene var fortsat af en anden verden.

Hans relativt nye band har fået betegnelsen Friends, og det ligner på mange måder fire mænd, som han kunne have fundet på den nærmeste pub i London - med en gennemsnitsalder cirka 20 år lavere end i Splinter Group, som han spillede med omkring årtusindeskiftet og bl.a. havde med i Amager Bio for syv år siden.

I fortolkninger af Bob Dylans "Absolutely Sweet Marie" og Stones-nummeret "Off The Hook" nærmede det sig ren pubrock, og i disse sange var Peter Green forvist til en gæsterolle, mens den mest fremtrædende "friend", guitaristen Mike Dodd, overtog hovedrollen. Her lignede det primitiv, folkelig 1960'er-nostalgi.

Men som helhed var koncerten mere nærværende og kontrolleret end den nævnte tidligere optræden med Green sammesteds. Han har en dyb fornemmelse for blues, der præger selv sange, som ikke er skåret efter en gængs blues-formel, f.eks. "The Dark End Of The Street".

Fleetwood Mac-glimtene

50 minutter inde i koncerten kom det gyldne øjeblik, der kunne få de fleste blandt publikum til at glemme alle saglige analyser. Efter et par tilløb kom bandet i gang med Fleetwood Macs 1969-hit "Oh Well", ganske vist i en forsimplet udgave - men Peter Greens guitarspil og vokal ramte plet. Da nummeret gik over i sin mere harmoniske anden del, som har været hans erklærede hjertebarn, siden han komponerede det, skiftede han og bandet pludselig til "Albatross", et andet af de store hit fra dengang.

Dette nummers evergreen-kvaliteter er vel indiskutable, men live kræver det fingerspidsfornemmelse, akkurat som "Oh Well Part 2" ville have gjort det, og her savnedes tilmed en kompetent medguitarist, som kunne være med til at bringe det klangfulde nummer hjem. Men det klarede Green såmænd selv.

Lige så flot gik det med aftenens afsluttende ekstranummer, "Black Magic Woman", som han i begyndelsen af 1970'erne kunne finde på at trække ud i lange, uoverskuelige improvisationer. Men hos den aktuelle, afklarede Peter Green var det blot smukt og følelsesfuldt.

Peter Green

  • Født den 29. oktober 1946 i London, England.
  • Vikarierede i 1966 for Eric Clapton i John Mayall's Bluesbreakers, og da Clapton senere på året forlod gruppen permanent, efterfulgte Green ham.
  • Dannede i 1967 Fleetwood Mac, som han var den primære sanger, guitarist og sangskriver for, indtil han forlod gruppen i 1970. Var manden bag bl.a. "Black Magic Woman", som Santana fik et hit med, og "de magiske fire" - "Albatross", "Man Of The World", "Oh Well" og "The Green Manalishi".
  • Da Fleetwood Mac i 1971 fik problemer med at opfylde kontraktlige forpligtelser, tog Peter Green med bandet på en sidste USA-turné, hvor han dominerede optrædenerne med bl.a. en maratonudgave af "Black Magic Woman" (Fleetwod Mac flyttede i 1974 til Californien og forvandlede sig fra et bluesrockband til et poprockband).
  • I de efterfølgende cirka 25 år døjede Peter Green med skizofreni og stofmisbrug, men udsendte soloalbum med ujævne mellemrum.
  • Har siden 1997 turneret med Peter Green Splinter Group og senest Peter Green & Friends.

Galleri: Rock, Blues

Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...