Anmeldelse: Paul Simon: So Beautiful Or So What

ROCK

Paul Simon:

So Beautiful Or So What

Hear Music/Universal Music

UDKOMMER PÅ MANDAG

Alder betyder ingenting for en kunstner.

Det demonstrerer den 69-årige Paul Simon med sin nye plade, der har en gennemgribende musikalsk veloplagthed og en overvældende poetisk fortælleglæde.

Det eneste minus ved albummet fra den mest berømte halvdel af Simon & Garfunkel er, at det indledes med noget, der må betragtes som en julesang. Måske var meningen oprindelig, at pladen, Paul Simons første studiealbum siden 2006, skulle udkomme op til julesalget. Nu i april virker det mildest talt som noget af en forårsdræber at begynde med at høre om en juledag. I stedet skulle sangen, der i øvrigt er udmærket, have været placeret til sidst som et bonusnummer.

De øvrige ni numre udgør en iørefaldende helhed, der kan måle sig med det bedste fra Paul Simons solokarriere, der var i gang før Simon & Garfunkels gennembrud midt i 1960'erne, men som først blev foldet ud efter duoens opløsning i begyndelsen af 1970'erne.

Paul Simons udgangspunkt har været at skrive sangene på guitar, og derfor er der både bluegrass, blues, rock og pop på albummet. Men man møder flere steder rytmerne fra den verdensmusikalske atmosfære, der prægede hans succesrige plader ”Graceland” og ”Rhythm Of The Saints”.

Gammel kliché

På det nye album ”Love And Hard Times”, der er smukt præget af et stort orkesterarrangement, synger Simon frit oversat: »Jeg elskede hende fra det øjeblik, jeg så hende første gang. Jeg ved, at dét er en gammel kliché for en sangskriver.«

Disse ord rammer rigtig godt, hvad albummets fortælleteknik handler om: Han synger med hjertet om kærlighed. Han beskæftiger sig også meget ligefremt med det enkelte individs mest lyse og mørke sider og med krig kontra fred og med tro versus tvivl. Men han behandler aldrig emnerne entydigt. Teksterne skifter spor, og stemningen i musikken ændres: Alvor bliver til sjov, sjov bliver til selvransagelse og vender tilbage til alvor, mens selvbiografiske oplevelser bliver til skarpe betragtninger i bybilledet.

»Hvem tror på engle,« spørger Simon på den smukke akustiske ballade ”Questions For The Angels”, der stemningsmæssigt længe bevæger sig på et enkelt spor. Pludselig skifter atmosfæren kortvarigt i både musik og poesi, og et klart billede tegner sig af en stor plakat i New York, hvor den succesrige rapper Jay-Z viser sig siddende sammen med et par børn: »Han er klædt i tøj, som han vil have os til at købe.«

Dermed får Paul Simon med få ord fortalt historien om en amerikaner, der har formået at tage springet fra fattig og kriminel til stjernemusiker, succesrig forretningsmand og rollemodel. Skyldes det talent, held eller hjælp fra en engel?

Morsom historie

Den, der fejlagtigt betragter Paul Simon som en kedelig svend på grund af hans hundeøjne og ofte sørgmodige, melankolske vokal, skal høre godt efter på ”The Afterlife”. Det er en såvel morsom som tankevækkende historie om, hvad sangeren forestiller sig at opleve, efter at det er slut på jorden. Ifølge amerikaneren begynder det hele på den anden side med, at man skal udfylde en formular og så stille sig i en kø. Det minder da ret meget om livet, ikke?

”So Beautiful Or So What” minder os om, hvorfor Paul Simon optræder i musikhistorien blandt de største solister og bands.