Paul McCartney på coveret til live-dvd'en "Good Evening New York City". Foto: Universal Music
Paul McCartney afslører, at i The Beatles' første år kæmpede han så meget med sceneskræk, at han ind imellem overvejede, om det var værd at være en del af det band, der betragtes som popmusikkens største.
I forbindelse med en præsentation i London af McCartneys live-dvd, "Good Evening New York City", fortalte han om en episode "et par år inde i The Beatles' karriere".
"Man havde dengang et arrangement kaldet NME Poll Winners Party, hvor ejeren af NME ville få os, Stones, alle de store navne til at komme og optræde for ingenting.
Så jeg husker at stå på trapperne til Wembley Town Hall og i bogstaveligste forstand blive syg af nerver og tænke: "Jeg bliver nødt til at holde op, det går ikke". Det var ret skræmmende," udtalte Paul McCartney ifølge NME.
Paul McCartney fortalte, at han ikke længere har det så slemt med koncerter.
"Jeg ved, at jeg har et godt band, det hjælper. Det er dejligt til sidst på aftenen at bukke, og der er kun os Jeg havde i sin tid ondt af Elvis i Vegas, da han som regel havde 50 personer på scenen, og det lød ikke bedre end på hans tidlige plader, hvor der optrådte tre personer."
Paul McCartney slog også fast, at han ofte tænker, at han vil blive træt af pladebranchen.
"Men det bliver jeg ikke, og jeg er virkelig glad for, at det ikke sker. Det mærkelige er, at det faktisk bliver stadig sjovere. Måske på grund af selvtillid. Man tænker: "De har virkelig lyst til at opleve mig, måske kan jeg finde ud af det her"."
Dvd'en "Good Evening New York City" indeholder flere end 30 numre.
Dvd'en indfanger tre shows i New York og udkommer den 7. december.
Den 2. december tager Paul McCartney hul på sin Europa-turné. Det sker i Hamborg.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



