Ozzy Osbourne (MCH Messecenter Herning)

MCH Messecenter Herning:

Ozzy Osbourne

mandag

Ozzy ”mørkets fyrste” Osbourne har et bøhmand-ry som værende mand for at skræmme pensionister og småbørn fra vid og sans.

Det skyldes nu primært festlige anekdoter om fordrukkent galmandsværk - og så alt det satanisk flirtende lir, han effektfuldt har været med til at opfinde rent visuelt: lige fra tiden med Black Sabbath tilbage i heavy metal-genrens stenalder og frem til den nyere solokarriere.

Men med Ozzys seneste album - ”Scream” - kan musikken alene faktisk frembringe chok-effekten, for den engelske veteran har aldrig været produceret mere tonstungt end på det nye udspil.

Skrig med tyngde

Det vil nok fremmedgøre en del gamle fans, som egentlig foretrækker Ozzy, når hans Beatles-kærlighed skinner igennem i musikken - og når han laver melodiske metal-ballader med lækre harmonier.

Men med ”Scream” kan ingen i hvert fald beskylde 61-årige Ozzy for musikalsk at være tandløs eller tung i røven.

Han er derimod aldeles tungmetallisk, og i Messecenter Herning gav hans kobbel af medvirkende heavy-hunde en glammende opvisning i alle hårdrockens teatralske virkemidler.

Lige fra den langstrakte trommesolo til masser af psykopat-kvidrende guitar-ekvilibrisme. Kliche-ophobning for nogle. Klassiske heavy-dyder for andre.

Uskarp vokal

Men kun publikum med permanent fan-savl i mundvigen ville kalde Herning-koncerten blændende.

Veteran-rockeren har desværre i betænkelig grad mistet kontrollen over sin vokale timing og skarphed, hvilket tog kanten af det ellers fine nye metal-manifest ”Let me Hear you Scream”.

Og det demonterede totalt den gamle hårdrocker ”Suicide Solution”, hvor Ozzys stemme flagrede i ryk som en skambidt flagermus.

Floskel-parade

Et musiker-afbud og en trættende parade af floskler fra sangeren (”Jeg elsker jer!”, ”Jeg kan ikke høre jer!” etc.) gavnede ikke intensiteten, og Ozzy mindede mere om en mekanisk aktiveret nisse i en juleudstilling end om en værdig skygge-fyrste, når han stift hoppede op og ned bag mikrofonen.

Det ur-metalliske rovdyrs-brøl var dog helt intakt i den herligt arrangerede ”Into the Void”, og publikum fik fornem fadølsfest med træffere som ”Paranoid”, ”Mama, I'm Coming Home” og ”Bark at the Moon”.

Store stunder fra fortiden, som synes at være den nostalgiske komfort-zone, hvori både Ozzy og hans stampublikum i bund og grund befinder sig bedst.