Savage Rose er fyldigt repræsenteret i "Dansk rock historie 1965-1978". Gruppen er har fået hele fem lp'er med i samlingen - og otte, hvis to ekstra downloadbokse regnes med. Arkivfoto: Pladecover
Rockmusik
Dansk rock historie 1965-1978
Lysegul boks (Steppeulvene, Skousen & Ingemann, The Savage Rose, Burnin' Red Ivanhoe, Young Flowers m.fl.)
Dansk rock historie 1965-1978
Lyslilla boks (Beefeaters, Rainbow Band/Midnight Sun, Gasolin', The Savage Rose, Ache, Day Of Phoenix m.fl.)
Dansk rock historie 1965-1978
Lysegrøn boks (Bifrost, C.V. Jørgensen, Sebastian, Røde Mor, Gnags, Savage Rose, Jomfru Ane Band m.fl.)
Universal Music
11 cd'er i hver boks, pris ca. 300 kr. pr. boks
Præsentation:

Dokumentation:

Det ku' vær' så godt ... men alene den blege discount-emballage signalerer, at hvis den danske rockmusik tror, at den er noget, så er der noget, den har misforstået.
Sådan har det kunnet opleves de seneste 20-25 år for bands med internationale ambitioner - som D.A.D., Aqua og The Raveonettes. Og sådan kunne det opleves for omkring 40 år siden for The Savage Rose, Young Flowers, Burnin' Red Ivanhoe og adskillige andre.
Som ude i verden i den periode var der - med et par års forsinkelse - en dynamik, en kreativitet, en originalitet, en styrke og en holdbarhed, som ikke stod tilbage for den eksplosive musikalske udvikling i England og USA netop da.
Det dokumenteres her med 40 af de album, der kom ud af det dengang. Det er ikke lige struktureret, disciplineret og visionært alt sammen, men standarden er generelt høj.
Det var ikke tale om ydmyge efterligninger af de britiske og amerikanske forbilleder. Ambitionsmæssigt blev der spillet lige op med samtidige bands som Electric Light Orchestra og Grateful Dead. Kun kommercielt fulgte de danske grupper ikke med internationalt.
Samtidig masede den tidlige dansksprogede rock sig frem med en poetisk og politisk bevidsthed, som eftertiden kunne lære meget af. Herhjemme var Skousen & Ingemann, Alrune Rod og Gasolin' jævnbyrdige med de bands, der (også) havde øjnene rettet mod udlandet.
Pladerne er fordelt ligeligt i tre bokse uden kronologisk, stilmæssig eller temamæssig orden. Hver af boksene har en 11. cd med bonusnumre, mest sange, som dengang kun blev udgivet på single.
Man behøver ikke tænke sig meget om for at konstatere, at der findes rigeligt materiale til en fjerde (rosa?) boks.
Hvor er f.eks. albummet ”Fødelandssange” med No Name, som dog er repræsenteret med to singler?
Hvorfor er Gnags, Sebastian og Røde Mor kun repræsenteret med hver ét album - mens The Savage Rose har fået ikke færre end fem med?
Mens det er velgørende så massivt at blive mindet om kvaliteterne hos folke musiktrioen Cy, Maia & Robert, savner man de samtidige (og dansksprogede) Cæsar og Per Dich.
The Maxwells er her med en single, men hvor er det cirka lige så spændende band Hair fra samme periode?
Og så videre.
Der findes faktisk en ”Vol. 4” og en ”Vol. 5”, men ikke i pladebutikkerne - kun til downloading. Og de indeholder ikke noget af den her efterlyste musik. Til gengæld er der endnu flere Savage Rose-album.
Men de virkeligt ømme punkter ligger ikke i det musikalske udvalg. Musikken er fantastisk. Men indpakningen matcher den ikke. Her er sparet og gået på kompromis på næsten alle områder. Tænk som sammenligning på de tre smagfuldt designede Sebastian-bokse, der kom for tre år siden.
Informations omkringvandrende rockleksikon Klaus Lynggaard skal ikke lastes for sine generaliserende betragtninger i det hæfte, der følger med den enkelte boks. Men det havde været skønnere med flere detaljer, anekdoter om tilblivelsen af musikken og hidtil ukendte fakta.
På de enkelte cd'ers omslag står der stort set ingenting og slet ikke i de tilfælde, hvor albummene er parret, så der er to originalalbum på én cd. I det hæfte, der følger hver boks, er sangene og de medvirkende sparsomt oplistet. Ingen bonusoplysninger, ingen tekster. Ikke noget, der ligner historieskrivning.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



