Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:

Offpiste Gurus: Offpiste Gurus

Trinelise Væring og Frederik Lundin har i mange år levet sammen privat, men er gået hver deres veje professionelt. Nu forsøger de sig igen i fællesskab - med jazzrockbandet Offpiste Gurus.

Offpiste Gurus: Offpiste Gurus

Stunt/Sundance

Udkommer den 7. juni

Skal man opfatte "The Secretary", den sidste sang på debutalbummet fra Offpiste Gurus, lidt bogstaveligt og selvbiografisk, har Fredrik Lundin og Trinelise Væring et ret åbent parforhold. Åbent for muligheder, åben for samspil med tredjeparter i "this perfect romance".

De har levet sammen privat siden engang i 1990'erne, men ikke udgivet noget sammen på plade siden 1997 - før nu. De ekstra dimensioner, de ekstra åbninger indadtil og udadtil, synes berigende for alle parter, derunder parrets publikum.

Fordybelse og sensualitet

Der er knald på Offpiste Gurus fra begyndelsen. Koncentreret rastløshed. Tiltrækkende kølighed. Punket og samtidig sofistikeret. Et af flere gode eksempler på, at der findes danske jazzmusikere, som har lyst til at udfordre sig selv med musik, der ikke holder sig inden for de gængse grænser.

Resten af debutalbummet lever måske ikke fuldt op til den heftigt stoltserende indledningssang, "She's Got Balls", og fra det tredje nummer, "End Of Story", er tempoet sat ned. Men det giver i hvert fald bedre plads til fordybelse og mærkværdighed, til sensualitet og kærtegn, både verbalt og instrumentalt.

Svært opnåelige forbilleder

Den bevidst snavsede fremførelse af de fleste numre - og det saftige samspil mellem Fredrik Lundins dybe og let skingre saxofoner og Rune Funchs seje elguitar - leder glimtvis tankerne hen på bl.a. Tom Waits og Kaisers Orchestra, uden at det ligner kopi eller plagiat.

I de mere langsommelige og drævende numre er det svært at se bort fra, at den måske vigtigste inspirationskilde for Trinelise Væring - og det rækker langt ud over stemme-ligheden - er Rickie Lee Jones. Ikke noget let forbillede at skulle leve op til. Men ambitionsniveauet er sandelig heller ikke lavt.

Offpiste Gurus giver koncert i Copenhagen Jazzhouse den 19. juni.

Offpiste Gurus

Fredrik Lundin - saxofoner og elektronik

Trinelise Væring - vokal og guitar

Rune Funch - guitar

Thomas Vang - bas

Jeppe Gram - trommer

Musikken er af Lundin og Væring.

Galleri: Rock, Jazz

Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...